Det var Dankwardt, en fin gammel Mand, som paa Grund af sin lange, diplomatiske Løbebane naturligvis var bedækket med fremmede Ordener, og som derfor bar et ualmindelig bredt Ordensbaand, sammensat af de forskjelligste Farver, baade i sin Frakke og i sin Overfrakke. Han var Pebersvend, men overfor Damer viste han altid den fineste Courtoisie. Min Fader kjendte ham godt, og jeg mindes endnu, hvorledes han flere Gange, naar han mødte mine Forældre paa Gaden, spøgende sagde til min Moder: »Jeg har aldrig glemt den Gang, da jeg havde den Glæde at bortføre Dem, naadige Frue.« Det sigtede til en Aften, da mine Forældre havde været i Hoftheatret, rimeligvis for at høre Italienerne, og da det efter Forestillingen havde været et saa forfærdeligt Vejr, at det var en fuldstændig Umulighed for en Dame at gaa hjem. Mine Forældre stod raadvilde i Buegangen, en Vogn var ikke til at opdrive; da kom gamle Dankwardt og tilbød min Moder en Plads i sin lille Coupé, der kun kunde rumme to Personer, saa at han altsaa ikke kunde tilbyde min Fader en Plads, og saaledes kom hun tør hjem.