Hvorledes Meninger, Smag og Anskuelser kunne underkastes Forandring, erfaredes, da det første italienske Operaselskab i Vinteren 1841-42 gjæstede Kjøbenhavn. Det bestod væsentlig af tre øvede Kunstnere, Rossi, Paltrinieri og Signora Forconi; Brødrene Torre vare egentlig kun Dillettanter med friske og stærke Basstemmer. De tre Første vare allerede temmelig udskregne, da Skolen var undergaaet en total Omvæltning siden den rubiniske Periode, og Kraftanstrengelsen var bleven Methode. Det var fornemmelig den for os ganske nye Donizetti, der bares frem af disse Virtuoser i den Kunst at ryste Nerverne ved Toneudgydelser, hvis Mage vi endnu aldrig havde hørt strømme fra det menneskelige Bryst.
Endskjøndt dette Selskab hverken var understøttet af passende Decorationer eller scenisk Arrangement, ei heller af et fuldtalligt Orchester eller et nogenlunde taaleligt Chor, tiltrak det sig Opmærksomheden i en overordentlig Grad, og hele det fashionable Publikum ilede i Masseviis til Hoftheatret for at bivaane: Lucia, Lucrezia Borgia. Il Barbiere og Elizir d’Amore. Bifaldet yttrede sig med excentrisk Fanatisme, som om de ellers saa rolige Danske vare blevne forvandlede til Neapolitanere; Bouketter og Krandse regnede ned, og de paa det kongelige Theater saa strengt forbudte Fremkaldelser vankede her i Overflod. Der var nu ikke Spor tilbage af den rasende Antipathi, der havde forbittret Sibonis Liv og hæmmet hans redelige Bestræbelser, men til Gjengjæld heller ikke af den Critik, der som første Betingelse for Sangen stiller en feilfri Intonation; thi her var det Brødrene Torre, der sang gruelig falsk, fordi de vare uøvede, medens den feirede Tenor Rossi detonerede af Svækkelse, og hans Beundrere maatte møde flere Gange, for om muligt at træffe en Aften, hvor hans sympathetiske Stemme kunde komme til sin fuldkomne Ret.
Enthusiasmen tabte sig lidt efter lidt, tildeels som Følge af de paafølgende Saisoners ringere Ensemble og Repertoirets Ensformighed, endskjøndt Castelan som første Tenor og Damerne Penco og Bozio fuldkommen erstattede deres Forgængere. Tilsidst forsvandt aldeles det italienske Trylleri, da de seneste Trupper istedetfor Italienere kun frembød en Blanding af Spaniere, Belgiere, Franske, Russere, Engelskmænd og Amerikanere, der vel i Tillid til vort Ubekjendtskab med Sprogets Udtale kæmpede sig igjennem Texten, men overbød hverandre i voldsomme Skrig og Gebærder.