Hoftheatret. – Iaftes opførtes af det franske Skuespillerselskab til Benefice for Hr. Blum: ”Victorine ou La nuit port conseil”, grand Vaudeville-drama en 5 actes, par MM. Durnersan et Dupeyty. Indholdet af denne Vaudevillemonstre er korteligen følgende. En lille Sypige, Victorine, er forlovet med Tapetmagersvenden Michel, men har tillige af en fornem Herre modtaget saa glimrende Tilbud, at hun, især tilskyndet dertil af sin Veninde Elisa og dennes Kjæreste Alexandre, et ”mauvais sujet”, vakler i sit Valg og beslutter i det mindste at sove paa det, inden hun tager nogen afgjørende Bestemmelse. Man seer hende derpaa klæde sig temmelig meget af, gaae til Sengs og endelig at sove ind, Alt under den velklingende Melodi til Paralelstedet i ”Fra Diavolo”, og hermed ender første Act. I 2den, 3die og 4de Akt drages Tilskueren bort fra den virkelige Verden og seer kun den lille sypiges Drøm, der kan være meget interessant og heldbringende for den Vedkommende selv, men forresten kun skikket til at forsætte Tillskueren i den Tilstand, hvori han selv er i Stand tit at drømme. Først er hun en fornem og rig Dame; derpaa gaaer det lidt efter lidt tilagters for hende og tilsidst springer hun, mistænkt for Tyveri, i Vandet, og gjør derved paa engang Ende paa sin egen og Tilskuernes Oval. I 5te Akt forsættes man tilbage til Virkeligheden og finder Victorine endnu sovende, saaledes som man forlod hende i 1ste Akt. At hun ved sin Opvaagnen er meget glad over, at det Hele kun har været en Drøm, og at hun derpaa tager tiltakke med Tapetmagersvenden, følger af sig selv. Man vil heraf see, at denne 5 -Akts-Vaudeville, hverken indeholder noget Nyt eller Interessant; thi selv Ideen, at foranstalte en Drøm som Handling paa Scenen, er allerede oftere benyttet af franske Forfattere, og, vil man end finde sig i den noget frie og usandsynlige Maade, hvorpaa det Aandige her legemliggjøres, saa er det dog i ethvert Tilfælde for meget forlangt, at man tre lange og kjedelige Akter igjennem skal kunne vedligeholde Illusionen. Dog Usandsynligheder er man vant til at oversee og tilgive i de franske Stykker, men, hvad man ikke tilgiver, er Kjedsommeligbed, og denne ubehagelige Egenskab besidder Stykket i den Grad, at hverken Mad. Armands eller Hr. Blums gode Spil formaaede at redde det fra temmelig stærke Mishagsyttringer efter Teppets Fald. Paa fransk Comoedie findes imidlertid stedse en Deel Personer, der ere yderlig tilfredse med Alt, hvad der bydes dem, og klappe af Alt, og da disse forsøgte at holde Stykket, opstod der en temmelig haardnakket Meningskamp, paa hvilken Hr. Blum og Mad. Armand gjorde Ende ved at komme frem, formodenlig i den feilagtige Formening, at Larmen var foranlediget ved Ønsket om at see dem. Publikum var naturligviis for galant til at oplyse dem om Feiltagelsen. – Efter Stykket gaves nogle Musiknummere, blandt hvilke især Arien af Rossinis ”Semiramide” vandt stort Bifald paa Grund af Mad. Héberts smagfulde og correcte Foredrag. Hr. Héberts Foredrag af den smukke Romance ”L’ange d’echu” var saaledes, at man fristedes til at spørge: ”Hvor er Ilden, Vægter!” Til Slutningen foredrog Hr. Blum i Fruentimmercostume: “Le petit cochon de Barbarie”, chansonnette comique de Mr. Bérat. Denne comiske Sang var langt fra at vare morsom, skjøndt det, efter den vedholdende Latter og det Bifald at dømme, der lod sig høre ved Hr. Blums Indtrædelse paa Scenen, lod til, at en stor Deel af Publikum fandt det meget morsomt, at see et Mandfolk i Fruentimmerklæder. – Paa Mandag giver Selskabet paa det kgl. Theater som sidste Forestilling Scribes og Aubers nye Opera, ”La part du diable”, der i Paris endnu gjør megen Lykke.