Hoftheatret. Efterat den italienske Opera i Søndags og Onsdags havde bragt Repititioner af ”Ernani” og ”Attila” bragte Fredagen os en længe bebudet Nyhed, nemlig Verdis tragiske Opera ”I Lombardi”. Uden at miskjende Hr. Torres gode Hensigt med at gjøre os bekjendt med dette Værk, der har vundet saa meget Bifald paa andre Steder, er det dog vor Mening, at det dog langt overstiger de Kræfter, han har at raade over. Selv afseet fra den sceniske Udstyrelse, der nu er aldeles parodisk, saa frembød Udførelsen allerede én væsentlig Hindring, den nemlig, at Arvinos Parti ikke kunde besættes uden med en Dame. Det er her atter de ulykkelige Contractsforhold, der have spoleret Publikum en mere ublandet Nydelse og for en Deel spildt Selskabets Tid og Kræfter; men da de nu engang finde Sted, saa var der intet Andet at gjøre, end at lade den Steen ligge, som man ikke kunde løfte. At besætte dette Tenorparti, der griber ind i næsten alle Ensemblenummerne, med en Sopran, er et totalt Misgreb, som allerede har hevnet sig føleligt derved, at de mange Skjønheder, denne Musik er riig paa, blive temmelig virkningsløse.