Hoftheatret. Den Række Beneficeforestillinger, som Hoftheatret med korte Mellemrum har tilstaaet sine mest ansete Kunstnere, har lige fra Først af givet Anledning for Publikum til ved en varm, ja begeistret Hylding at vise Beneficianten sin Anerkjendelse. Imidlertid have vi dog endnu ikke seet en saadan Enthousiasme som ved Mad. Rosenkildes Benefice i Løverdags; der var en Jubel, en Klappen en Bravoraaben og en Kasten med Bouketter, saa at Ingen kunde være i Tvivl om, at her feiredes, ikke blot en agtet Kunstnerinde, men bele Publikums erklærede Yndling. Det nye opførte Stykke ”Altfor smuk”, Lystspil med Sange i een Akt, efter det Franske, er en Bagatel og ægte fransk Hermed et i Grunden Alt sagt, thi heri ligger, at det er ganske morsomt med en pikant, aandrig Dialog og kjække Situationer, fremdeles at det just rkke gaaer efter de strengeste Kogebøger for Sandsynlighed eller Charakterernes Soliditet. Her er et Par unge Mennesker, der paa en noget ugeneert Maade gjøre Bekjendtskab, i en Haandevending blive indtagne i hinanden og med en sjelden Resolutbed afgjøre Sagen med det Samme, da Damen heldigvis har Formue – hun er en ung Enke –, saa at de kunne gifte sig, naar det skal være. Det Hele er, som sagt, ikke meget dybt og ikke altfor sandt, uden ialfald i det letsindige Paris, men det er let, livligt og morsomt, naturligviis især naar der bliver det en saa fortræffelig Udførelse tildeel, som Mad. Rosenkildes elskværdige Skjelmeri og Hr. Høedts elegante Conversation ere istand til at meddele det. Ved Tepets Fald blev Mad. Rosenkilde fremkaldt. Det Samme gientog sig efter det sidste Stykke, ”Fantasifeberen”, da Mad. Rosenkilde takkede med at synge ”Den gamle Valts”, hvorpaa Publikum endnu engang fremkaldte hende.