Hoftheatret. Det nye Enacts-Lystspil med sange, som til Md. Rosenkildes Benefice for første Gang blev opført i Løverdags, har den danske Titel: ”Alt for smuk”, medens Originalen hedder: ”Trop beau, pour rien faire”, og Oversætteren har derved bedre opnaaet hvad der i Særdeleshed med Hensyn til Bagateller er af Vigtigbed, gjennem Titelen at spænde Publikums Nysgierrigbed; iøvrigt er det Hele blot en lille net dramatiseret Anecdote, der af Oversætteren er bleven heldigt bebandlet, og som upaatvivlelig i længere Tid vil more Publikum, – kun imod Stykkets Slutning turde der med Føie gjøres den Indvending , at den virkelig – som Lucie de Fresnes selv udtrykker sig – er noget vel voldsom, og vel ogsaa noget vel uqvindelig. – Den af Hr. Lumbye componerede Musik er saavel passende som tiltalende, og hvad Stykkets Udførelse angaaer, da bebøve vi blot at nævne de Medvirkendes Navne. Hr. Høedt spiller den unge Ferdinand de Commery, der troer sig altfor smuk, til at foretage sig noget Nvttigt; Md. Rosenkilde forestiller hans elskværdige Tante, en ung og smuk Enke, der finder, at bun ved sit Giftermaal havde berøvet Hr. de Commery hans retmæssige Formue; Verten i Hotellet ”den hvide Hest” i Strasborg, som i Anledning af hans Datters Bryllup er noget mere end almindelig jovial, bliver af Hr. Rosenkilde givet med megen Lune og uden Overdrivelse, og Md. Steiner, som har faaet den høist utaknemmelige Rolle, at forestille et gammelt og rigtigt grimt Fruentimmer, Huusholdersken Lisbetb, løser sin Opgave til fuldkommen Tilfredshed. – Foruden ”Alt for smuk” gaves ”Phantastfeberen”, hvis Udførelse ved Mad. Rosenkilde, dHrr. Wiehe og Høedt, er langt bedre end et saa maadeligt Plagiat af Scribes Drama, ”et Feiltrin”, fortjener. Det er vel overflødigt at meddele, at Huset var udsolgt, og at Beneficiantinden nød en glimrende Modtagelse. Der indtraf en pudfig Omstændighed, der imidlertid forøgede Bifaldsyttnngerne og fremkaldte endmere Munterhed, nemlig den, at da Mad. Rosenkilde i første Stykke, efter at det er begyndt, traadte ind paa Scenen, der, ligesom i Adolph og Henriette er deelt i to Værelser, faldt nogle af de hende tilkastede Blomsterbouquetter ind i det Værelse, hvor hun ikke var, og hvor hun ikke beller strax turde komme ind; men dette ”qui pro quo” redresserede Benificiantinden, da hun efter Tæppets Fald bler fremkaldt. Efter ”Phantasiefeberen” fremkaldtes hun atter stormende, og da hun derpaa ”som Tilgift” havde foredraget den saa meget yndede ”gamle Vals” blev hun endnu tredie Gang fremkaldt med almindelig og tydelig Acclamation.