Aug. Rasmussen
paa Hofteatret
(Fra vor Meddeler.)
København, den 23. Avgust.
Da Kristiansborg Slot brændte, blev de to Sidelænger ud til Ridebanen skaanede; i den ene af dem findes det gamle Hofteater. Naar man kommer fra Slotsruinen og følger Buegangen til Venstre, kommer man til en tung Egetræs Vindeltrappe, ad hvilken man naaer op til den Scene, fra hvilken saa mange danske og fremmede Selskaber i Løbet af et Aarhundrede har underholdt et mere eller mindre fornemt Publikum.
Efter Wiener Ringteatrets Brand fik Alverdens Brandvæsener en gavnlig Skræk i Livet, og det kan ikke undre, at man forbød at give Forestillinger paa Hofteatret; i Tilfælde af en Katastrofe vilde det nemlig have set galt ud med Publikum paa dette Sted.
Teatret blev altsaa fuldstændig rømmet, men Scenen og Tilskuerpladsen findes der endnu, og hver Sommer paa denne Tid befolkes den som i fordums Dage af Helte og Riddere, værdige Fædre og skælmske Ingenuer, og der lyder Sang og djærve Ord og ”kælen Elskovstale” udover den mørke Tilskuerplads.
Det er Provinsens første Skuespillerselskab – tør man vel nok sige – der her forbereder sig til Vinterkampagnen. Hr. Aug. Rasmussen, der ser et Par Aar yngre ud, end da han for en hav Snes Aar Siden herskede paa Kasino, indexercerer med ungdommelig Energi sine gamle, sejrsvante Tropper, før han drager ud paa et Par Maaneders Tourne, der slutter midt i December i Odense, hvor han saa spiller hele Sæsonen igennem paa Byens eget Teater.
Og man behøver ikke at have overværet ret mange Prøver for at opdage, at det er et Personale, som kan bringes vidt under en saa udmærket Instruktion. Der er først og fremmest Direktørens nydelige unge Hustru, Fru Valborg Rasmussen, hvis fine Spil vilde være en Pryd for enhver stor Scene. Fremdeles opdager man kendte gode Kræfter som Hr. Price, Fru Lamberth, Hr. og Fru Stigaard, Hr. og Fru Kreutz, Herrerne Cohn og Alb. Petersen, Frøknerne Diedrich, Nau, Benelli og Greffe! og flere andre.
Det flinke Personale gaar med Liv og Lyst op i sit Kald, og der prøves saa at sige hele Dagen igennem, snart paa Emma Gads ”Aabent Visir” og det fra Kongens Have Festen bekendte ”Den Gang jeg drog fsted” af Østergaard, snart paa Betzonichs ”Guldkareten”. Peder R. Møllers ”Ude af Kurs”, Kadelburgs ”Levende Billeder”, Zeemanns ”Lette Dragoner”, Poillerons ”Hvor man keder sig”, Molbechs ”Ambrosius”, osv. osv. De nye Stykker har Hr. Aug. Rasmussen erhvervet Eneret paa, og de vil utvivlsomt blive bragt frem paa en saadan Maade, at baade Forfatteren og Publikum faar Glæde deraf.
Naar man har set, hvor slap og sløj Komedien der ofte leveres paa Københavnske Teatre, kunde man fristes til at nære det egoistiske Ønske, at Aug. Rasmussen snart igen maatte komme til at lede en stor Scene herinde.
– v.
