Omkring det gamle Hofteater.
Hofteatret som Teatermuseum.
Der har hævet sig sunde og gode Røster om at omdanne det gamle Hofteater paa Christiansborg til Teatermuseum, og det synes som om denne Plan skal blive til Virkelighed, hvorfor vi skal opfriske lidt af det gamle Teaters Historie.
Og der var jo nok at fortælle om.
Lige fra det gamle Christiansborgs Tid, da Christian den Syvende og Caroline Mathilde holdt Hofballer bag Slottets Buegange. Straalende Kvindeskikkelser i Silke og Brokade med vide Pufærmer og pudret Haar, stærkt pyntede Adelsmænd og Kavalerer med glatragede Kinder og Haaret i Bukler. Blændende Lys og funklende Diamanter, hed Vin og hede Blikke, Tonerne fra Fløjter og Violiner og Pauker.
Og i et Værelse afsides fra Støjen sidder den sindssyge Konge ved et Spilleparti med sin Moder, medens den unge Dronning danser med Struense. Og derimellem Hoffets Rænker og Kabaler, giftige Ord og daarende Tale, ømme Øjekast og lønlige Haandtryk.
Eller Dekorationen skifter:
Aaringer efter har der rejst sig et nyt Christiansborg, men det gamle Hofteater staar endnu tildels uforandret. Christian den Syvende og Caroline Mathilde svæver kun som Skygger derinde.
Der er kommet nye Tider og nye Skikke.
Det ene fremmede Teaterselskab veksler med det andet, og den italienske Opera veksler med offentlige Maskeballer, der en lang Tid gælder for »Comme il faut«.
Men i Mellemtiden har man oplevet den berømte Hofteatersæson.
Teaterkrigen er udbrudt. Michael Wiehe, Høedt og Rosenkulde har forladt den nationale Scene paa Kongens Nytorv og har valgt det gamle Hofteater til Skueplads for en række Triumfer, der ikke har mange Sammenligningspunkter i dansk Teaterhistorie.
Men Alting faar en Ende, ogsaa Hofteatrets Glansperiode. Hvor før Hofteatrets Koryfæer havde til Huse, samles Dilettanter, og der spilles Komedie i alle Slags velgørende Øjemed.
Nogen mere betydelig Mærkedag kommer der ikke før den store ildfulde italienske Kunstnerinde Ristori optræder med sit Personale og gør vanvittig Lykke som Medea og Elisabeth, Lady Macbeth og Maria Stuart.
Ristoris Optræden blev ikke blot det sidste Glanspunkt i Hofteatrets Historie, men det er sidste Gang, der spilles Komedie indenfor de gamle Mure. Imidlertid er Ringteatret i Wien brændt ned, og de københavnske Avtoriteter faar pludselig Øjnene op for Teatrets Brandfarlighed. Der udstedes et for alle Tider gældende Forbud mod, at Teatret benyttes.
Dog vel at mærke: ved kunstigt Lys. Thalia har endnu ikke fuldstændig forladt de gamle Brædder. Cortes’ og August Rasmussens Selskaber prøver her i Sommermaanederne deres nye Personale.
Vekslende har Hofteatrets Skæbne været og mangfoldige de Minder, som knytter sig til det, baade i det store og det smaa. Et interessant Blad af det gamle Københavns Historie.
Nu skal den historiske Scene med de mange Minder altsaa forhaabentlig genopstaa af Asken som Byens Officielle Teatermuseum og bevares som saadan til sene Slægter.
