Det Kongelige Theater. Iforgaars Aftes optraadte ved Forestillingen paa Hoftheatret en ung svensk Sangerinde, Frøken Hebbe, som befinder sig paa Tilbagereisen til sit Fædreland efter i det parisiske Konservatorium at have gjennemgaaet den Ildprøve, uden hvilken hverken Svenskerne eller vi ret ville erkjende vore indfødte Sangeres og Sangerinders Metal som strømmende fra den ægte Aare. I to vanskelige Nummere af ”Robert” lagde Frøken Hebbe en god Skole og en ikke ringe Færdighed i Koloratursang for Dagen, men om Udstrækningen af hendes Talent tør man i øvrigt neppe efter denne ene Prøve fælde nogen afgjørende Dom. I Foredraget herskede der unægtelig nogen Usikkerhed, ja i den første Arie blev der endog intoneret falsk, men Varmen i det indesluttede Rum og den naturlige Ængstelse ved rimeligviis for førte Gang at staae ligeoverfor et større Publikum bør her billigviis tages i Betragtning. Selve Stemmen, en afgjort Sopran, er vel endnu kun i enkelte Mellemtoner ret klangfuld, i Høiden lød den lidt tyndt, og de dybere Toner vare belagte; men den unge Sangerindes Stemmemidler have kjendelig nok langtfra naaet deres fulde Udvikling, så at virkelig Ingen tør svare for, om han ikke her har gjort det første Bekjendtskab med en vordende Jenny Lind. Ialfald var der i den unge Dames Momenter af Varme og Inderlighed, der varslede godt for hendes kunstneriske Fremtid. Publikum skjænkede hende opmuntrende Bifald. – En farlig Konkurrent havde Sangen i de to herlige Ouverturer til ”Skovhuggerens Søn” og ”Figaros Bryllup”, som Kapellet spillede med et Liv og en Præcision, hvorved de virkede fuldkomment henrivende paa Tilhørerne.
Aftenens Program saae i øvrigt noget broget ud – en Skumler nede i Buegangen kaldte det et Beriderprogram – og de givne Stykker havde forlængst traadt deres Børnesko. Men dette ”Beriderprogram” og disse gamle Stykker havde dog ved Skjæbnens Ironi, der er ret morsom i et Øjeblik, da man ivrig debatterer om, hvorfor Folk ikke gaae i Hoftheatret, fyldt Huset lige til den inderste Vraa af Parterret, og en hjerteligere Latter end den, hvori den gamle og dog evig unge Scapins Narrestreger i Søndags boltrede sig, har vist neppe nogensinde rystet Hoftheatrets ærværdige Mure.
Læs også
28. april 1914
Axel Grandjean mindes de sidste forestillinger på Hofteatret
Periode – 1910-1919
Katalogiseringer – Erindringer
5. marts 1816
Fest for balletmester Vincenzo Galeotti på hans 83 års fødselsdag
Periode – 1810-1819
Katalogiseringer – Erindringer