19. oktober 1875

Avisreportage

Den svenske tryllekunstner Hartvig Seemann (1833-1886) optræder på Hofteatret

Hofteatret. Hr. Seemanns Forestillinger paa Hofteatret ere hidtil blevne givne for omtrent halvt Hus, men et meget taknemmeligt Publikum, og det kan heller ikke nægtes, at han baade hvad Repertoiret og Udførelsen angaar, staar fuldkommen ved Siden af, om ikke over Flertallet af vor Tids ”Troldmænd”, ligesom han ogsaa er i Besiddelse af særdeles smukke og vel udstyrede Apparater. Af Kunststykker gør han flere, som vi ikke mindes tidligere at have set, men det Tiltrækkende ligger dog mindre i Originaliteten end i den overordenlige Behændighed, som han lægger for Dagen. Hans Glansnumer er aabenbart ”Ringen”, som han midt imellem Tilskuerne fletter ind i hverandre i allehaande Arabesker og tager fra hinanden igen, uden at det er muligt at opdage, hvorledes det gaar til, da Ringene, hvad Enhver kan overbevise sig om, ere uden nogen som helst Aabning. Derimod tro vi, at Hr. Seemann vilde gøre vel i at udelade eller dog væsentlig forkorte Fremvisningen af ”Ellinor”, ti om end denne fornyede Udgave af ”fritsvævende Grækerinde Atalanta” er højst ubegribelig, saa er den dog hverken smuk eller hyggelig, og de idelige Omklædninger virke kun trættende.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Folkets Avis – København, 19. oktober 1875, s. 1-2

Læs også