9. marts 1914

Avisreportage

Forskelligt vedrørende afskedsforestillingerne

En Vandring gennem det gamle Hoftheater.

Christian den Syvendes og Caroline Mathildes Kabinet. – Høedts og Michael Wiehes Scene. – Grevinde Danners gyldne Bur. – Aristokratiets Ungdom i Cortège ved Afskedsforestillingerne.
I det svage Lys af et Par gammeldags Staldlygter vandrede et lille Selskab i Gaar Eftermiddags omkring i det gamle Hoftheater, som længe har ligget øde og stille.
Det var den Komité, der forbereder de tre Afskedsforestillinger, hvormed Theatrets Saga om en Maanedstid vil slutte. I Selskabet saas Forfatteren Erik Skram, Professor Angul Hammerich, Etatsraad Hegel, Professor Georg Brandes, Brygger Vagn Jacobsen og Frue, Admiral Gad og Frue, Hr. Poul Reumert og Frue, Hr. Thorkil Roose, Generalkonsul Johan Hansen, Fru Betty Høxbro-Kirkeby, Skuespiller Schwanenflügel, der som ungt Menneske har optraadt paa Hoftheatret, og Slotsarkitekt Thorvald Jørgensen, som nu var Fører.
Fra en Slags Foyer, en beskeden Forstue med limfarvede Trævægge, kom Selskabet ad smalle Hønsestiger op paa Tilskuerpladsen – og en ejendommelig Stemning bredte sig strax over den gamle Sal, da Staldlygternes gule Skær blandede sig med det fattige Dagslys, der faldt ind gennem nogle Smaaruder i Scenens blaa Loft og fik det falmede Guld paa Balkonerne til at skinne. Der er altid noget underlig hemmelighedsfuldt ved et Theater om Dagen: det tomme, halvmørke Rum med de mange Stolesæder, den indelukkede Luft, Tanken om alt det Liv og Røre og Lys, som plejer at fylde Huset om Aftenen, gør Stilheden og Mørket mystisk.
Men i dette Theater, et af Europas ældste, til hvilket Minder af en særegen Storhed knytter
Sig, virker Mystikken stærkere end ellers.
Da alle var samlede paa Gulvet foran Orkestret – hvor fordringsløs har man ikke været i den Tid, da man nøjedes med en saa lille Orkesterplads! – traadte Hr. Robert Neiiendam frem paa Scenen og holdt et lille vejledende Foredrag:
– Han pegede op mod den første Loge i Balkonen med den lave og skrøbelige, fløjlsklædte Balustre:
– Der har Christian den Syvende siddet Aften efter Aften, pint af sine syge Tanker, og forgæves søgt Adspredelse og lige saa forgæves spejdet efter de indbildte Ideal-Skikkelser, han haabede at møde, og som hørte med til hans fikse Ideer, sagde Hr. Neiiendam.
Og han fortalte, hvorledes den ulykkelige, unge Dronning Caroline Mathilde havde siddet deroppe ved Siden af den lille, spinkle Mand, der som oftest var sortklædt med en stor Brillantstjerne paa Brystet – naar han da ikke i Stedet for Dronningen havde haft sin store Hund med, ”Gourmand”; som kun hylede, hvis de franske Skuespillere fik Bersærkergang i Tragedierne. Logen havde lignet en hængende Blomsterkurv den Gang, smykket som den var med Silkedraperier, indvævede med Frugter og Blomster, og overdækket af rødt Fløjl med gyldne Palmer.
Det fornemme Publikum, der samledes til Forestillingerne, lo aldrig, ikke en Gang ad ”Gourmand”; men det blev forarget, da Støvlette-Cathrine, som boede tæt ved, paa Vandkunsten, en Aften med Kongens Tilladelse kom anstigende og tog Plads i Logen lige overfor Dronningens.
Hr. Neiiendam fortalte videre om ”Balders Død”, hvis Førsteopførelse Johannes Ewald havde overværet i dette Hus, om Pricerne, der havde givet deres Pantomimer her, om den Tid, Det kgl. Theater brugte den forældede Scene til Danseskole og talte Oehlenschläger og den lille Johanne Luise Pätges mellem Eleverne, og om Høedt og Michael Wiehe, som her havde indført den menneskelige Tale i dansk Skuespilkunst.
De tilstedeværende takkede ham med stærkt Bifald for det udmærkede Foredrag, hvori mange flere Oplysninger var sammentrængt; saa vandrede de videre gennem Theatret, hvor alt er Historie og hvert lille Værelse kan fortælle.
Et lavloftet Kabinet, hvis Dør fører ind til Scenen, var forbeholdt Kongefamilien. De tykke, vinrøde Siiketapeter hænger i Laser. Engelske Turister har skaaret smaa Flige af dem og hjemført som Minde om deres Prinsesse, der fik saa grum en Skæbne. I dette Kabinet mødtes hun under en glimrende Maskerade for sidste Gang med Struensee kort før hans Henrettelse; og i det klædte Christian den Syvende sig sagtens paa, da han optraadte som Sultanen i Voltaires ”Zaire”, til Hoffets Underholdning, og souffleret af Rollens franske Fremstiller, som sad paa en Skammel i første Kulisse.
Et andet lille Værelse, paa den modsatte Side af Scenen, har ogsaa sit store Minde. Det er Primadonnaværelset, og man kan deraf vide, at Adelaide Ristori, Italiens navnkundige Tragedienne, maa have benyttet det, da hun ved sine Gæsteforestillinger her for kun en Menneskealder siden fik Tilskuerne til at bæve med sin Fremstilling af ”Medea”, som hun gengav som selve Smertens Moder.
Fra Pladslogen, midt for Scenen, overværede Frederik den Syvende, rygende paa sin lange Pibe, de Forestillinger, der lokkede ham. Og i en snæver Loge, som endnu er silkeforet, havde han paa sin venstre Haand, Grevinde Danner. Etiketten fordrede, at de var adskilte ved en tynd Bræddevæg, saa de ikke kunde ses, og som stadig skiller den lille, trange Loge, et Bur, fra den kongeligt brede. I det gyldne Bur kunde Grevinden, medens hun fulgte Spillet, tænke tilbage paa den Tid, da hun som Figurantinde Jomfru Louise Rasmussen gjorde sine Pas dernede paa Scenen.
Fattigt ser Theatret ud nu med sine gulnede Tapeter og alt sit gamle Støv – men hvilket rigt Museum kunde det ikke blive, hvis man i det samlede, hvad der endnu er tilbage af Erindringer om de historisk berømte Personer, som færdedes her. Mellem dem, som i Gaar besøgte det, rejste der sig en stor Forundring over, at det virkeligt skulde rives ned, udslettes, et Hus, der alene ved sin Ælde er ærværdigt; det har ved et Under overlevet to store Slotsbrande.
Afskedsforestillingernes Komité har den Plan, at lade en Cortège: Christian den Syvende og hans Dronning og Følge drage over Scenen, medens Prologen udføres. Den iscenesættes af Hr. Johannes Poulsen, og det er Meningen, saafremt Planen kan gennemføres, at unge Damer og Herrer af Aristokratiet skal fremstille Cortègens historiske Figurer.
Det bliver et ejendommeligt Optog i denne falmede Sal. Men hvor godt det end bliver fremstillet, vil det ikke kunde trylle Minderne saa levende frem, som de viser sig for den, der vandrer gennem det mørke Theater i det usikre Skær fra en Staldlygte.

Haagen.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Nationaltidende, 10. marts 1914, s. 1

Læs også