27. april 1843

Avisreportage

Den tyske komponist og klavervirtuos Theodor Döhler (1814-1856) giver koncert på Hofteatret

Hoftheatret. – Uagtet det overordenlige Bifald, der blev Pianisten Döhler til Deel ved hans første Concert, og uagtet den fuldkomne Eenstemmighed, der overalt hersker om hans sjeldne Virtuositet, var Hoftheatret dog kun svagt besat ved Hans anden Concert iaftes. Fortepianoet er vistnok af alle Instrumenter det, der i de sidste tyve Aar har modtaget den høieste Grad af Uddannelse, og de Fordringer, man nuomstunder gjør til Pianisterne, ere saa overdrevne, at disse forceres til næsten at præstere Umuligheder; desuagtet flyde Claveervirtuoser frem som Paddehatte, og som en naturlig Følge heraf er Interessen for Piano’et som Concertinstrument mærkeligen kølnet. Selv om der derfor præsteres noget ganske Overordenligt og Ualmindeligt, hvilket vel Ingen kan negte at være Tilfældet med Döhler, kan man ikke vente nogen almindelig Deeltagelse hos Publikum for en Fortepianospiller; thi det er kun de faa Sagkyndige, der kunne have nogen sand Nydelse af et Spil som Döhlers, hvis Storhed især bestaaer i den Fuldkommenhed, hvormed han udfører selv de fineste Nuancer baade i Henseende til Technik og Foredrag. Imidlertid tvivle vi dog ikke om, at Döhlers store Virtuositet vilde have overvundet den almindelige Ligegyldighed for Fortepianospillet, hvis Kjøbenhavn ikke netop nu havde tilbudt saa mange andre Konstnydelser, at Publikum selv med den bedste Villie ikke er i Stand til at overkomme Alt, og det saameget mindre, som det ellers er vant til at føre en temmelig tarvelig musikalsk Levemaade. Hr. Döhler agter nu at give musikalske Soireer (maaskee ogsaa Matinéer i den store Sal i Hotel d’Angleterre, der for Fortepianospil er et mere passende Locale, end et Theater, og vi tvivle ikke om, at denne udmærkede Konstner her vil samle en udvalgt Kreds af Musikkyndige og Musikelskere omkring sig. At Döhler for hvert af de Nummere, han i Aftes udførte, høstede et glimrende Bifald, behøve vi vel neppe at tilføie; en sand Enthusiasme fremkaldte især den af ham selv componerede og med en mageløs Bravour udførte ”Phantasi over Themaer af Anna Bolena”.

14.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Kiøbenhavnsposten, 28. april 1843, s. 4

Læs også