5. oktober 1880

Avisreportage

En karakteristik af Adelaide Ristoris virke ved Hofteatret

Ristoriforestillingerne paa Hoftheatret fortsattes igaar med ”Giudetta”, Tragedie i 5 Akter af Giacometti. Denne dramatiske Potpourrifabrikant har mange Synder paa sin Samvittighed, men ”Giuditta” er vistnok en af de værste. Man kan med en lille Forandring bruge den Benævnelse om det, som i ”Skærsommernatsdrømmen” bruges om ”Pyramus og Thisbe”: en komisk Tragedie, saa lang som kedelig. Thi den bibelske Handling er udspækket med en Mængde hule pathetiske Tirader, og Karaktertegning er der ikke Meget af. Holofernes er kun et brølende Utyske, og selve Judith har rigtignok enkelte Effektscener, men bevæger sig ellers i det Hele mellem gejstlig Prædiketone og patriotisk Deklamation, hvilken sidste sandsynligvis bærer Skylden for de 280 Forestillinger og den Lykke, Tragedien har gjort i Italien; i Venedig nedlagde endog den østerrigske Regering Indsigelse mod dens Opførelse, fordi Folk vare altfor begejstrede. Forfatteren er saa plump, at han ikke engang er vegen tilbage for at lade den famøse Sæk med Holofernes’s Hoved bringes ind paa Scenen – endog Mme. Ristoris Spil formaaede ikke at dæmpe Publikums naturlige Latterlyst under dette Optrin – og at sammenstille dermed er den kluntede Paaheftning af en Profeti om Kristendommen i en af Ypperstepræstens Repliker. Mme. Ristoris Udførelse af Judiths Rolle udmærkede sig selvfølgelig ved stor Kraft og Fyrighed, men den, vidner tilligemed den Kjendsgjerning, at hun har villet anvende sin store Konst paa Hovedrollen i et saadant Makværk, ogsaa om (hvad man alt har havt Bevis paa før), at hendes Geni langt overgaar hendes Smag. Bifaldet og Fremkaldelserne maa derfor vistnok betragtes nærmest som en beundrende Tak for andre, uforglemmelige Præstationer, end for Spillet som den jødiske Heltinde. Smukkest og interessantest var Gjengivelsen af den indre Kamp mellem Mod til Daaden og Væmmelse ved den barbariske Landsfjendes raa Tilnærmelser (i 3die Akt). Naturligvis er hendes Personlighed ogsaa betydelig nok til at gjøre Hovedoptrinet, selve Drabet, endel virkningsfuldt, men Signor Udina, der gav Feltherren som langsom Bulderbasse i Begyndelsen og senere hen som dyrisk rasende Vanvittig, havde ved sine uartikulerede Brøl i sin lange Monolog stemt Publikum saa gemytlig for sig, at det tog sig hans Død temmelig let. Da denne Skuespiller ikke var uheldig som Essex i ”Elisabetta”, kan det maaske haabes, at hans Spil som Macbeth ikke bliver saa parodisk som hans Holofernes, der rigtignok ikke var ”syv Alen og en Kvart”, men alligevel var holdt ganske godt i ”Ulysses von Ithacia’s Stil. Imidlertid veed man jo, at Mme. Ristoris Lady Macbeth er en Fremstilling af første Rang, som selv de mindst heldige Medspillende ville have vanskeligt ved at fordærve for Tilskuerne. Der var ret godt Hus igaar Aftes.

G.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Fædrelandet, 6. oktober 1880, s. 2

Læs også