For nogle Aftener siden begyndte et italiensk Operaselskab en Række Forestillinger paa Hoftheatret, men har hidtil kun gjort tynd Lykke. Der findes mellem Medlemmerne adskillige stærke Stemmer, men de have for det meste tabt deres friske Klang, og et musikalsk og dramatisk saa forvænt Publikum som det kjøbenhavnske løber ikke let efter Sangere og Sangerinder, der have opbrugt deres Kræfter paa Europa’s større Scener og nu kun byde det paa Resterne. Et italiensk Operaselskab vilde nok kunne gjøre ret ordentlige Affærer i den danske Hovedstad, men saa maa det være om ikke Stjerner af første Rang, en Adelina Patti eller en Christina Nilsson, saa dog dygtige Kunstnere. Den Tid er forbi, da man jubler ad det Fremmede, blot fordi det er fremmed.