Hoftheatret. Naar vi undtage Musikforeningens Concert, er det en Tid siden, at vi have seet Hoftheatret saa fuldt som det igaar Aftes var Tilfældet ved Opførelsen af ”Norma”. Rygtet, som var gaaet forud for Md. Montenegros Optræden, i Forbindelse med den Nydelse, man ventede sig ved igjen at høre Bellinis Mesterværk, havde fyldt Hoftheatrets Bænke. Det var aabenbart, at man var gaaet hen med store Forventninger, og at en stor Mængde fandt disse Forventninger opfyldte, derom vidnede den store Enthusiasme, der gav sig Luft i stormende Bifald og Fremkaldelser. Skjøndt vi fuldt vel erkjende Mad. Montenegros Fortrin som dramatisk Sangerinde, kunne vi dog ikke ganske dele Publikums Enthusiasme. Vi skulle ingenlunde anstille en Sammenligning mellem Jenny Linds og Mad. Montenegros Norma, der ere saa grundforskjellige i Opfatningen, ihvorvel en saadan Sammenligning paatrænger sig uvilkaarlig. Men selv uden at have hørt Jenny Lind, vilde Md. Montenegro dog ikke ganske have tilfredsstillet os, navnlig med Hensyn til det Dramatiske.
Hun tegner med altfor grelle Farver, hendes Mimik er for maniereret og hendes Lidenskabelighed for vild, næsten skrækindjagende. Mad. Montenegro vilde have lært os, om vi ikke vidste det iforveien, at den sande tragiske Virkning ligger i rolig Høihed, ikke i vild Lidenskabelighed, der aldrig kan tale til Hjertet. Dog manglede hendes Fremstilling ikke ikke heldige, høist gribende Momenter, hvoriblandt vi især regne det Sted, hvor Moderkjærligheden vinder Seir over hendes Hævnlyst. Som Sangerinde staaer Mad. Montenegro endnu høit, skjøndt det er aabenbart, at hendes Stemme er i Tilbagegang, og at den har tabt sin første Friskhed. Men hun synger med Ild og Følelse, der er Klang og Omfang i hendes Stemme og navnlig ere hendes Figurer meget smukke. Om de øvrige Rollehavende skulle vi fatte os kort. Dhrr. Vincenzo Torres og Rossis Udførelse af Orovists og Polliones Partier kjende vi fra tidligere Tid, kun skulle vi med Hensyn til den sidste bemærke, at det igaar var en af Hans uheldige Aftener. Mlle Bendini sang Adalgisas smukke Parti ret tilfredsstillende, det var kun beklageligt, at man havde været nødsaget til at transponere det, da det, som bekjendt, er et temmelig høit Sopranparti. – Iaften (Løverdag) gives atter ”Norma” for sidste Gang.