Italiensk Opera. Den anden Udførelse af Bellinis ”La Sonnambula” i Søndags kan i Modsætning til denne Operaes første, ansees som høist fortræffelig, og vi tvivle ikke om, at den saaledes vil finde en varig og fortjent Plads paa den italienske Operas Repertoire. Skjøndt ”La Sonnambula” upaatvivlelig hører til Bellinis svageste Arbeider og navnlig staaer tilbage for ”Puritanerne”, ”Beatrici di Tenda” og fremfor alle for ”Norma”, idet Musikken ikke sjeldent er characteerløs og Instrumentationen overlæsset, besidder den dog flere af hines Fortrin, navnlig en Mængde smukke, forefaldende Melodier, ligesom Sujettet har det Fortrin fremfor de fleste andre italienske Operatexter, at det er dramatisk og giver de Spillende Ledighed at vise deres Evner i denne Retning, skjøndt vi maae tilstaae, at hverken Hr. Ciaffei eller Hr. Vajro qua Skuespillere ere istand til at benytte dette Fortrin. Tenorpartiet er sikkert et af de vanskeligste i nogen Opera, det fordrer et Omfang af Stemme som kun Faa ere i Besiddelse af, og hvor meget man end maa erkjende den Smag og den kunstneriske Styrke, hvormed Hr. Ciaffei søgte at løse sin Opgave, saa kunde han dog ikke tilfredsstille aldeles, navnlig i Duetten i første Act, hvor han var nødsaget til at anvende Fistelen. Denne Duet er imidlertid ogsaa det Vanskeligste i hele Partiet, og bliver ikke sjeldent udeladt paa andre Skuepladse; Resten sang han derimod meget smukt, han erhvervede sig fortjent Bifald og blev gjentagne Gange fremkaldt i Forening med Mlle Bosio. Denne Sangerinde, som ved den første Forestilling var aldeles indisponeret, godtgjorde derimod atter i Søndags Aftes sin Berettigelse til at kaldes en Sangerinde af første Rang. Hun søgte i Begyndelsen at moderere sin Stemme for ikke at overanstrenge den, derfor lød den noget svag, men altsom hun kom i Varme, sang hun med en sjelden Kraft og Styrke, ligesom hun med stor Bravour udførte de næsten halsbrækkende Passager, hvorpaa dette Parti er saa rigt. At hun nød et stormende Bifald, behøve vi ikke at anføre. Ønskeligt var det, om der blev afknappet Noget af det lange Recitativ i Stykkets Slutning; det er ikke alene trættende for Sangerinden, men ogsaa trættende for Publikum, og saavidt vi vide, bliver det sjeldent givet i sin Heelhed paa fremmede Theatre. Hr. Vajro som Rudolphe sang sit Parti med megen Smag; i sit Spil viser han derimod ikke synderlig Tænksomhed, han er altid den samme, og man troer bestandig at see Carl den Femte fra Ernani, i hvilken Mening man bestyrkes ved hans høist besynderlige Costume. Mad. Torre sang sit Parti som Lisa ret smukt; man skal imidlertid vanskeligt i hende kunne see den coquette, intriguante Værtshuusholderske, som Forf. har tænkt sig. Chorene gik efter Omstændighederne godt, og man kan ikke andet end rose den Flid, hvormed de ere indstuderede; derimod kunde vi ønske, at Capelmesteren paa enkelte Steder vilde moderere sine Tempi, ligesom at Soufleuren vilde spare lidt mere paa sin Stentorstemme, der stundom endog overbrøler hele Choret.