29. december 1847

Avisreportage

Karakteristik af italiensk opera på Hofteatret

Italiensk Opera. Med Operaen ”Cenerentola” af Rossini, som i Onsdags Aftes kom til Opførelse for første Gang i denne Saison, var omtrent det samme Tilfældet som med ”Don Pasquale.” Også ”Cenerentola” var ved dens Opførelse for to Aar siden temmelig uheldig besat med Mazzotti, Vinz. Torre og Mlle Bendini, den gjorde derfor næsten Fiasco og blev kun givet tvende gange. Iaar har derimod Besætningen været langt heldigere og Operaen vil derfor kunne høres med Tilfredshed, ikke at tale om at der fra Directeurens Side er sørget for et særdeles smukt og pragtfuldt Costume. Imidlertid vil dette Stykke næppe blive noget Cassestykke; Musikken er på mange Steder triviel og i det hele taget forældet, hvilket navnlig gælder 1ste Act, der med Hensyn til Udførelse ogsaa leed af en temmelig stor Usikkerhed; derimod er anden Act langt heldigere udstyret, og man kan her godt begribe, at ”Cenerentola” og ”Barberen” have samme Componist til Fader, medens man derimod kan være i Tvivl derom efterat have hørt Operaens første Deel. I ”Cenerentola” optraadte et af Selskabets nye Medlemmer Mlle Lidy Stolz, som man endnu ikke før havde havt Leilighed til at høre. Ogsaa med denne Sangerinde kan baade Publicum og Selskabet være høilig tilfreds. Med et smukt Udvortes og routineret Spil forbinder hun en omfangsrig, i en fortrinlig Skole dannet Altstemme, der i de dybere Toner er af en meget stor Virkning. Hendes Dobbeltrolle er meget smuk og med hvilken Lethed hun forstaaer at udføre Coloreret Sang, det viste hun noksom i Finalens Rondo, der i Grunden ikke bestaaer af Andet end Løb og Triller og vistnok er et af de vanskeligste Vocalnumere, der existere. Vi behøve vel næppe at tilføie, at Publikum lønnede Mlle Stolz med et stormende Bifald samt at hun fremkaldtes til Slutningen. Hr. Galli var fortrinlig som Baron Montesfiascone og hans comiske Kraft culminerede i Duetten i anden Act med Dandini, der udførtes ret godt af Hr. Casanova paa det nær at han leed af nogen Hæshed. Hr. Ciaffei var fortrinlig ved Stemme og han sang sin Arie i anden Act med en Velklang, en Smag og Inderlighed, der henrev til stærkt Bifald. Mlle. Fanny Stolz var som den ene Søster meget tilfredsstillende; derimod var dette langtfra Tilfældet med Mlle. N. N., der udførte den anden Søsters Parti og som i Kunstens Rige er en absolut N. N., der ikke endnu burde taales der.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Flyveposten, 31. december 1847, s. 2

Læs også