Italiensk Opera. Det italienske Operaselskabs Forestillinger aabnedes i Mandags Aftes med Operaen ”I due Fossari” af Verdi. Af de Operaer, vi her have havt Leilighed til at høre af denne Componist, synes ”I due Foscari” ar være den svageste. Instrumentationen er ikke sjeldent overlæsset, Melodierne ere ikke destincte nok, og desuden er Operaen riig paa Reminiscentser fra andre italienske Coniponisters og hans egne Værker, navnlig gaaer Finalen af ”Ernani” igjen i det Uendelige. Men medens Compositionen synes at vidne om det Hastværk, hvormed den er befordret til Verden, fornegter sig dog ikke paa mange Steder Componistens afgjorte Talent, og i denne Henseende bør fremhæves en stor Deel af anden Act, navnlig Duetten og den derpaa følgende Terzet samt Finalen. Med de nye Medlemmer, som optrådte i denne Opera, har Publikum med Føie Grund til at være tilfreds. Prima Donnaen Mlle Bosio forener med et særdeles smukt Udvortes en klar, frisk, omfangsriig og især i de dybere Toner særdeles skjøn Stemme, som imidlertid ved at forceres i Høiden, bliver temmelig skjærende. Dette kan imidlertid undskyldes med Ubekjendtskab med Localet, og Erfaringen vil nok lære hende, at hun ved en gjentagen Optræden bør moderere sin Stemmes Kraft i Høiden. I Hr. Vietti eier Selskabet en særdeles god Tenorist. Han er i Besiddelse af en kraftig og omfangsrig Stemme, ligesom hans Intonation er meget reen. Vel var hans Stemme i de lavere Toner noget omsløret, hvilket dog for endeel maa tilskrives den med en første Optræden forbundne Ængstelighed, men i de høiere, stærkere Toner fremtraadte hans smukke Stemme klart og reent, især vare hans Slutningscadencer fortræffelige, hvorfor vi haabe i Fremtiden at kunne love os megen Nydelse af denne Sanger, der tillige er en god Skuespiller. Saavel han som Mlle Bosio lønnedes efter deres glimrende Udførelse af den smukke Duet i anden Act med en stormende Applaus og Fremkaldelse. Hr. Vincenzo Torre lagde som Dogen, især i Begyndelsen, en agtværdig Stræben efter at moderere sin stærke Stemme for Dagen; men Hans Spil tilfredsstillede mindre efterat man har seet hans Broder optræde i samme Charakteer. Hr. Perez var meget brav som Loredano. Mlle Pinti og Hr. Corrazzari gav deres smaae Partier med en Varme, som godt kan trænge til at afkjølnes i vort kolde Norden, dersom de ikke ville vække en anti-tragisk Virkning. Ligesom hine spillede vel meget med, saaledes vidste heller ikke Souffleuren at lægge Baand paa sin stærke Tordenrøst, der undertiden lod sig høre gjennem Orchesterets Fortissimo – og det vil sige meget.