Hoftheatret. – Iaftes opførte det italienske Operaselskab for anden Gang: ”Columella”, Opera Buffa af Fioravanti jun. Det lader til, at denne Opera har fundet Publicums Behag, hvilket vel ligesaalidt maa tilskrives Musikens, som Textens Fortræffelighed, men snarere den i det Hele taget heldige Udførelse, der bliver den til Deel, og navnlig Glæden over at have gjort Bekjendtskab med den ypperlige Buffosanger, Sign. Profeti, der er optraadt for første Gang i denne Operas Tittelrolle. Af den Maade, hvorpaa Tjeneren, Columella’s Rolle gives, afhænger det ganske, om Stykket kan taales, eller ikke; hele anden Act, der foregaaer i et Galehospital, vilde gjøre et høist uhyggeligt Indtryk paa Tilskuerne, hvis Columellas Fremstiller ikke forstaaer at bibringe det Hele det comiske Anstrøg, som det ikke kan undvære. Dette er efter vor Formening lykkedes Hr Profeti saa fuldkomment, som det godt er muligt; thi om end ikke Alt det Uhyggelige kan fjernes fra en Scene som den, der passerer mellem Columella og de Afsindige, forstod han dog ved sit Humor og sin morende Comik at bortdrage Opmærksomheden fra de modbydelige Skikkelser, der omgave ham. En mageløs Magt har Hr. Profeti over sit Ansigts Bevægelser der er en idelig, høist pudseerlig og udtryksfuld Afvexling i hans Minespil, en Livlighed udbredt over hans hele Person og et Lune i hans Spil, der holder Tilskuerne i den muntreste Stemning, saalænge han er paa Scenen. Hertil kommer, at Hr. Profeti har en god og tydelig Stemme og er en øvet og routineret, der især forstaaer at foredrage Recitativerne paa en meget charakteristisk Maade. Skulde man bedømme Hr. Profeti efter vor Maalestok for en comisk Skuespiller, da vil man finde hans Spil i enhver Henseende outreret, idet navnlig hans Livlighed og Bevægelighed ofte grændse til Urolighed; men man maa erindre, at han er Italiener, et Folkefærd, der baade i Virkeligheden har stærkere Lidenskaber og i Skuespillet fordrer et stærkere Udtryk for dem, end den mere rolige Nordboer. – Mad. Marziali sang sit Parti, der ikke overstiger hendes Kræfter, meget smukt, og, da Partiet i og for sig er temmelig ubetydeligt, havde hun i 1ste Akt indlagt den Arie af ”Lucia”, der her ikke synges ved denne Operas Opførelse, og en Slutningsarie, en ret vakker og iørefaldende Composition af Ricci. Ved begge Forestillinger af ”Columella” blev saavel Mad. Marziali som Hr. Profeti fremkaldte, og ved den anden Forestilling bleve de Begge ved deres Indtrædelse paa Scenen hilsede med levende Bifald. – Det lader til at Hr. Carcopino Perez spiller bedre Tjener, end Greve; idet mindste var hans Fremstilling af Stefanello iaftes langt heldigere, end man efter hans første Optræden i ”il giuramento” kunde vente det af ham. Ogsaa Signora Tantalora er bedre paa sin Plads som Kammerpige, end som Grevinde, hvad spillet angaaer; hendes Sang er lige ubehagelig i og for enhver Stand og Alder. Det er formodenlig første Gang i sit Liv at Hr. Forconi træder frem paa Scenen, og hans Spil og Holdning er derfor aldeles dilettantmæssig; Stemme synes han heller ikke at have i Overflødighed. – Musiken til denne Opera er let og iørefaldende, men tyder hverken paa stor Genialitet eller Gediegenhed hos Componisten; Texten er med eet Ord – vanvittig.