– Den Den italienske Operaforestilling paa Hoftheatret af Verdis ”Trovatore” – vistnok den populæreste Opera, som er skreven i den sidste Menneskealder, maaske med Undtagelse af ”Faust”, og Offenbachiaderne selvfølgelig ikke medregnede – er gaaet et Par Gange med langt større Held end ”Norma” og i det Hele upaaklagelig godt. Fornemlig har Altistinden, Demoiselle Stella Bonheur, gjort Lykke ved sin ungdomsfriske, kraftige, omfangsrige, og klangfulde Stemme, idet man fæster sig mindre ved, at hendes Sang mangler Noget i Uddannelse, ligesom man velvillig skriver paa ”det Italienskes” Regning, hvad man finder vel grelt i hendes overmaade livlige Spil. Velfortjent Bifald ydes Barytonen, Hr. Storti, som synger baade smukt og godt, og hos Tenoren, Hr. Harvin, beundres i hvert Fald Stemmens Omfang og mærkelige Styrke, medens hans Foredrag stundom lader Adskilligt tilbage at ønske, men dog ikke sjeldent nærmer sig til noget virkelig Smukt, idet hans Sang ingenlunde mangler Uddannelse. Forholdsvis nyder ”Prindsessen” mindre Gunst, skjønt det skal være for hendes Fornøjelses Skyld, at det hele Gilde bliver gjort. Man er engang imellem en Smule amerikansk herhjemme i sin musikalske Smag, og vil ikke ugjerne have ”a colossean music”, hellere en grovere Natur end en naturfattigere Konst. Det maa nu indrømmes, at Mad. Zina Ides Sopran ikke er meget kraftig, og dens Klang ikke er særdeles fyldig, men hendes Foredrag bærer – ligesom hendes hele Optræden – kjendeligt Præg af konstnerisk Dannelse og Smag, hendes Sang – især i Piano – synes os at være behagelig og ofte meget fængslende. Overhovedet er denne Forestilling af ”Il trovatore” vel ikke af allerfineste Sort, men dog god nok til at kunne underholde paa en livfuld Maade og fuldkomment tilfredsstillende i Forhold til de, af italiensk Opera at være, meget billige Priser.

a.