Hoftheatret.
Hoftheatrets Saga or altsaa omme – som Theater. Men det gamle, minderige Skuespilhus i Buegangene vilde kunne blive et aldeles mageløst Led i det Theatermusæum, som Selskabet for dansk Theaterhistorie under meget beskedne Former som bekendt har stiftet. Selskabets Medlemmer, der i Søndags under Ledelse af Bibliothekar Jul. Clausen, Red. Carl Behrens og Operasanger Edv. Agerholm tog de historiske Lokaliteter i Øjesyn, derimellem en saa theaterinteresseret Mand som Det kgl. Theaters Censor, Prof. Otto Borchsenius, var enige derom.
Men Brandvæsenet er, sikkert med Rette, fuldt af Betænkeligheder – dog vel kun mod Theatret som Theater.
Næppe som Musæum? Dettes Montrer etc. kunde udmærket placeres i Foyer’en; selve Theatret skulde være Musæets allerfineste ”Genstand”.
Der siges, det vil vare 3 Aar, inden Ødelæggelsen fyldbyrdes. Der er altsaa Tid endnu – men benyttes bør dog Nuet, da Interessen er vakt.
Det hedder sig, at Hs. Maj. Kongen har faaet saa megen Kærlighed til det gl. Theater, at man maaske tør haabe paa allerhøjeste Støtte, naar man søger at formaa Indenrigsminister Rode, der nok ogsaa nærer Sympathi for Hoftheatrets Bevarelse under en eller anden Form, til at slaa et Slag for Musæumstanken paa Thinge.
Man skal ikke lade haant om Fredningen af Theaterminder. Scenens flygtige Kunst fortjener den. Der er megen kulturel Opdragelse gemt deri.
Det theaterhistoriske Selskabs kyndige Formand er Dr. Karl Mantzius. Han bør nu – strax – medens Tampen brænder, anvende sin kendte Energi paa at redde Hoftheatret for Musæet.
Vectis.
