Det gamle Hofteater.
Jeg aflagde en Gang i Vinter et Besøg paa det gamle Hofteater paa Kristiansborg Slot i Følgeskab med en Maler, som havde taget en Skitse deroppe. Jeg vilde opfriske mine tidligste Teaterminder, som knyttede sig til den lille, berømmelige Scene. Den elskværdige Livrist, som med sin Hustru, bebor de lave Værelser under Teatret, viste mig derop. Jeg forbavses over det – i Forhold til Teatrets Dimensioner – mægtige Scenerum, der synes at være dobbelt saa langt som Tilskuerpladsen, men hvis Sneverhed ikke har tilladt de spillende at bevæge sig Spor bagved Kulisserne. Kun de nøgne Vægge staar igen. Dekorationer, Sofitter, kort sagt alt Inventar er skaffet bort og solgt ved Avktion. Sufflørkassen anvendes nu paa Folketeatret. En ældgammel Skovdekoration dækker Scenerummets Vægge. Gud maa vide, hvorfra den stammer. Paa det falmede Proscenium læser jeg en utallig Mængde Navne, Skuespillernavne og Dilettantnavne i broget Mangfoldighed – Navne fra Langes berømmelige Hofteatersæson og Navne paa de |mange Forestillinger, Dilettanter i Tidens Løb har givet her. Jeg læser bl. a. Navnene Poul Nielsen, Martinius Nielsen og Vill. Pio.
Scenerummet er saa lavt som en almindelig Dagligstue og har fast Loft, i hvilket der er Smaahuller til Anbringelse af Sofitterne, som maatte dirigeres oppe fra Snoreloftet. Man faar ligesom et lille Indblik i tidligere Tiders primitime Forhold med Hensyn fil Iscenesættelse.
Ad en rusten Jærndør kommer jeg ned i Orkestret og derfra ned paa Tilskuerpladsen. Alle Stolene paa Gulvet er fjærnede. I Logerne i første og anden Etage findes derimod Bænkene endnu – skøre Træstole, som er anbragte saa gnidrede som muligt. Paa Gulvet til venstre findes der en mærkelig lukket Loge med et lille rundt Kighul af Glas. Den skal være bleven benyttet af Christian d. 8de naar der var Hofsorg, og Etiketten forbød Teaterfornøjelser, saaledes at den kunstelskende Fyrste uset af Publikum kunde overvære sine yndede italienske Operaforestillinger. I Baggrunden af Salen findes den store rummelige Kongeloge.
Jeg begiver mig ud i de snævre Gange, hvor næppe to Mennesker kan komme forbi hinanden; paa Væggene er der Kroge til Overtøj, og Garderobenumrene hænger saamænd endnu paa dem. Jeg kommer ind i den uansélige Foyer, som nu er tæt pakket af Møbler fra forskellige Slotte. Jeg bemærker, at alle Skillerum er at Træ og tænker paa, hvilken Ulykke der vilde være hændt, hvis der var udbrudt Ild i det snævre Teater under en Forestilling. Ikke mange af de 600-800 Tilskuere, som kunde rummes, vilde være undkomne.
Jeg gaar atter op paa Scenen og kommer ind i det fineste Paaklædningsværelse, det saakaldte Dronning Caroline Mathildes Værelse, som har været betrukket med røde Silketapeter, hvoraf der nu kun er sørgelige Rester tilbage. Jeg besér de øvrige Paaklædningsværelser og Skuespillerfoyeren, som alle er ret rummelige, forsynede med gammeldags Kakkelovne og ikke hyggeligere paa et Par af vore Privatteatre. Enkelte af Værelserne har endnu Navn efter de Kunstnere eller Kunstnerinder, som i svundne Dage har benyttet dem.
Endelig stiger jeg op paa Snoreloftet og faar straks Lejlighed til at beundre den solide Tagkonstruktion af mægtige Egeplanker.
Gamle rustne Teatersværd og Skjolde ligger i en stor Dynge i et Hjørne af Loftet. I Midten findes endnu hele det Maskineri, som benyttedes, naar Lysekronen ved Forestillingens Begyndelse skulde hejses op. I en Bunke Skrammel opdager jeg nogle ældgamle Lysestager, hvis Form og Indretning vidner om, at de har været benyttede til Rampebelysning – maaske i forrige Aarhundrede.
Jeg stiger atter ned, idet jeg tænker paa alle de brogede Minder, som knytter sig til det gamle Hofteater. Her fandt jo hint berømmelige Maskebal Sted, hvor Struensee for sidste Gang viste sig i hele sin Vælde. Her virkede Rahbek med sin ”Dramatiske Skole”, her gav Musikforeningen sine første Orkesterkoncerter, og her sang Jenny Lind under et af sine korte Besøg i Kobenhavn. Italienske Operaselskaber henrykte i Aarhundredets Midte det kunstinteresserede, københavnske Publikum fra denne beskedne Scene, og det kgl. Teater rykkede en Sæson herind, medens Bygningen paa Kongens Nytorv var under Reparation. Høedt og Michael Wiehe fandt Tilflugtssted her ved Langes Selskab, da den heibergske Strid forjog dem fra Nationalteatret, og var den berømte Hofteatersæsons egentlige Tiltrækning. Endelig optraadte Ristori her ved sit andet Besøg.
Og mange andre Minder gemmer det gamle Hofteater i sit Skød, Minder fra muntre Dilettantkomedier, hvor Studenter og andre unge bejlede til Prisen. Paa denne Scene saa’ Hostrups ”Genboerne” Rampens Lys, udført af unge Akademikere. Foreningen ”Fremtiden” gav her sine interessante Dilettantkomedier, og københavnske Skoler lod paa dette Sted deres ældre Elever øve sig i Thalias ædle Kunst. Her saa’ jeg for 17-18 Aar siden Karl Mantzius, Poul Nielsen og Jacques Wiehe som pur unge give de første Prøver paa deres Talent.
Nu er alt tyst paa det gamle Hofteater. Da Ringteatret i Wien var brændt, slog ogsaa dets Time. Brandvæsenet nedlagde Forbud mod, at det blev benyttet mere, og alt, hvad der fandtes af rørligt Gods, blev solgt. Stilheden afbrydes kun ved Efteraarstid, naar et eller andet Provinsselskab faar Lov til at sammenkalde sine første Prøver her, naar Skolelærerne holder Sangprøve, eller en Maler opstiller sit Staffeli og tager en hurtig Skitse af det lille Teater, som i saa meget – i Indretning og Dimensioner – minder om Marie Antoinettes berømte Teater i Trianon.
Jeg stiger ned ad Trappen, byder den gamle Livrist og hans Hustru Farvel og naa’r ad en endeløs hvidkalket Korridor ud paa Slotspladsen igen.
lgn.
