Teatermuseets Udstilling
paa Hofteatret.
2den Ophængning.
Det kgl. Teater har til Festdagen i September ikke villet undvære Kunstnerportræterne fra sin Skuespillerfoyer. Og det er maaske ret forstaaeligt. Det tomme Rum i Hofteatrets Forsal, som derved er opstaaet, er imidlertid ved Generalkonsul Johan Hansens og Hr. Robert Neiiendams Energi udfyldt paa den festligste Maade, idet Frederiksborg-Museet har stillet sig meget kulant og udlaant sine Skuespillerbilleder. Blandt disse indtager Marstrands legemsstore Billede af Fru Heiberg naturligvis Førstepladsen; men der er ogsaa mindre kendte Ting, f. Eks. et morsomt Maleri af Overskou i Digterpositur, en Haandtegning af Thorvaldsen af Rahbeks Elskede, Mad Rosing, og et Par smukke Billeder af N. P. Nielsen og af Phister. Skoleinspektør Knudsen ha skænket et hidtil ukendt Maleri af den skønne Mad. Preisler og et af sin kendte Bedstefader, Skuespilleren Knudsen, ligesom dennes Dannebrogskors, der har den kulturhistoriske Værdi, at Knudsen var den første dekorerede Skuespiller. Endvidere skuer Dorphs skønne Maleri af Fru Sødring ned fra Væggen. Man finder ogsaa en Række morsomme ”Krøyere”, saaledes et kunstnerisk meget værdifuldt Billede af Vald. Kolling, et Par mindre Stykker forestillende Emil og Olaf Poulsen som Erasmus og Henrik, fra Ernst Bojesens Samling, og endelig har Olaf Poulsen udlaant sit kostelige Selvportræt som Chilian. Pladsen er da helt optaget i den nye Ophængning.
Desuden er en Række Souvenirs kommen til – saaledes en Lok af Oehlenschlägers Haar, afklippet af Lægen, Dr. Hansen paa Digterens Dødsleje; og Prof. Riis-Knudsen har, foruden en Lohengrin-Pastel af Fr. Brun ”in glimmender Wehr”, skænket et massivt Stærkodder-Sværd fra sin Direktørperiode, og som viser, at hans Skuespillere til den psykiske Byrde ogsaa maatte lægge den fysiske.
Den righoldige og afvekslende Udstilling har stadig haft godt Besøg, og den nye Ophængning vil troligt forøge dette.
J. C.
