Italiensk Opera. Det har i forrige Uge regnet med Debutanter paa Hoftheatret. Ved sidste Lørdagsforestilling, der bestod af et Par Trubadurakter og Havescenen i Faust, optrådte atter en Debutant, nemlig Barytonisten Pasqualis, der forsynede Trubaduren med en ny Greve af Luna. Signor Pasqualis har en stemme, der vel er af en noget haard Klang, men til Gjengjæld af ualmindelig Styrke, og da han tillige gjorde en god Figur paa Scenen, fik han en gunstig Modtagelse. Ligesaalidt som sine Kolleger forsømte han naturligvis at vise sig taknemlig overfor Publikum; men heri blev han dog langt overtruffen af Manrico, der efter Taarnsangen brød ud af sit Fængsel, forbi Skildvagter og gjennem Gitterporte for at kvittere for Modtagelsen af udvist Bifald, og derpaa frivillig begive sig ind i Taarnet igjen. Illusionen faar rigtignok et ordentligt Knæk, naar man ser, at Fangenskabet har saa lidt at betyde; men i en italiensk Opera seria behøver man jo ikke at tage det saa nøje med Troværdigheden. Derimod er det heldigt, at man i Faust er mere tilbageholden i sit Forhold til Publikum, og det maa i det Hele indrømmes baade Faust og Margarethe, at de, paa nogle vilkaarlige, men desværre indbringende Fermater nær, i højere Grad, end man skulde have ventet det, værne om Stemningen.