Hoftheatret. Den anden Forestilling af ”Puritanerne” fandt igaar Aftes Sted for et godt besat Huus, og var uden Sammenligning heldigere end den første. Vor ved Anmeldelsen af første Forestilling yttrede Formodning, at Ængsteligheden ved den første Optræden for endeel var Skyld i det mindre heldige Udfald bekræftede sig navnlig med Hensyn til Mlle. Leon, idet hun i Aftes sang sit vanskelige Parti smukt og med megen Smag. Hendes Stemme er imidlertid ikke mere frisk, navnlig ere Mellemtonerne omflorede, og eiheller er hun nogen Mester i Figurer, hvori især Mad. Derancourt havde sin Styrke; men hendes høie Toner ere smukke og klangfulde, og hun viser, at hun er en kunstnerisk uddannet Sangerinde. Om Hr. Pellegrini have vi ikke havt Leilighed til at forandre vor Mening, hans Stemme er smuk og behagelig, men af ringe Styrke, saa at man paa de Steder, hvor Orchesteret er forte, næppe kan høre ham. Som Romancesanger vilde han sikkert være paa sin Plads, men vi tvivle meget om, at han nogensinde vil blive en dramatisk Sanger, saameget mere som hans Figur er i høi Grad imod ham og hans Bevægelser meget keitede. De tvende Brødre Torre vare fortræffelige; efter den brillante Duet bleve de under stormende Applaus fremkaldte, hvilket ogsaa var Tilfældet med Mlle. Leon efter hendes Cavatine i anden Act. Baade Choret og Orchesteret svarede til alle billige Fordringer og Hr. Capelmester Sperati har gjort sig fortjent ved den Flid, hvormed han har indstuderet Operaen. Vi havde blot ønsket, at hans Tactstok var saa lang, at han af og til kunde give Souffleuren paa Hovedet, thi denne var saa ivrig i sine Bestræbelser for at gjøre sig forstaaelig, at han som oftest overdøvede Sangerne og gjorde Solonummerne til combinerede.