Hoftheatret. – Igaar Aftes opførte det italienske Operaselskab for første Gang ”Marino Faliero”, Tragedia lyrica i tre Acter af Donizetti. Uagtet de ikke faa Reminiscentser baade af egne og andre Værker, hvoraf denne Opera vrimler (den bekjendte og saa ofre behandlede Trompetduet af Puritanerne havde saaledes ikke engang undgaaet den Skjæbne at komme med, uagtet den nu næsten kan kaldes forslidt) er den dog upaatvivleligen en af de Donizettiske Operaer, der have størst musikalsk Værd, ligesom ogsaa Texten er behandlet med mere Forstand og Smagfuldhed, end det ellers i Regelen er Tilfældet med de nyere italienske Operatexter. Ikke desto mindre maae vi tilstaae, ar det for den, der ikke er Sproget mægtig, kan falde vanskeligt nok, at følge med Handlingen; det er derfor meget hensigtsmæssigt, at der foran i Programmet er aftrvkt en kort Oversigt over Indholdet, og den Omhyggelighed, hvormed den danske Oversættelse er behandlet, fortjener al Paaskjønnelse. Hvad Udførelsen angaaer, da var den, især naar man tager Hensyn til, at det var den første Forestilling, der ellers sjelden pleier at være heldig, særdeles vel lykket, og Hr. Torres Marino Faliero overgik i høi Grad alt hvad vi tidligere have seet af ham; især have vi al mulig Grund ril ar rose hans Udførelse af den dramatiske Deel af Partiet, thi den ubehagelige Svæven i Intonationen , som næsten er uadskillelig fra Hr. Torre, gjorde sig igaar Aftes, især i første Act temmelig bemærkelig, hvorved den ellers fortræffelig udførte store Duet mellem Faliero og Israeli leed ikke lidet; kunde Hr. Torre vænne sig af med denne idelige Syngen for lavt, vilde han i dette Parti blive fortræffelig. Det meget vanskelige og anstrengende Tenorparti (Fernando) kunde ikke være overdragen til nogen Bedre, end Hr. Stella, der foruden sine andre fortræffelige Egenskaber som Sanger, har det Behagelige ved sig, at Tilhøreren ikke behøver at sidde i nogen Angst for hans Skyld medens han synger; thi Høiden generer ham aldeles ikke, og man kan være vis paa, ar han ikke prøver paa at udføre nogen Sats eller Passage, uden at han med den største Sikkerhed og Rolighed er i Stand til at fuldføre den. Beklageligt er det, at Fernando allerede døer i anden Act. Skjøndt vi Intet kunde have at udsætte paa Mad. Marzialis Sang, har dog den Tilstand hun for Øieblikket befinder sig i, formegen Indflydelse baade paa denne og paa hendes Spil, til at hun aldeles kan tilfredsstille i en Rolle som Helenas; vi ville haabe, at den allerede ankomne nye Sangerinde Signora Mazza, snart vil afløse Mad. Marziali. – Om Hr. Paltrinieri, der sang Israelis Parti, kunne vi kun sige, at han som sædvanlig udførte sit Parti med den høieste Grad af Sikkerhed og Correcthed, der mærkværdige Portamento, denne Sanger er i Besiddelse af, have vi ikke til den Grad hørt hos nogen Anden; det synes, som om Hr. P. aldeles ikke behøvede at trække Velret. – Om Orchesteret maae vi fornye vor gamle Beskyldning, at det hverken stemmer eller spiller reent; ønskeligt vilde det vare, om Hr. Sperati vilde finde sig foranlediget til at lade de strygende Instrumenter stemme imellem Akterne, ligesom der ogsaa vilde være til Gavn for det Hele, om Violinerne kunde lære ar spille pizzicato uden at lade Strængene slaae an paa Træet. – Operaen blev modtagen med meget Bifald og efter Tæppets Fald bleve DHrr. Torre, Paltrinieri og Stella samt Md. Marziali fremkaldte under levende Bifaldsyttringer.