Hoftheatret. ”Lucrezia Borgia” aabnede igaar Aftes det italienske Operaselskabs Forestillinger paa der ny indrettede og stærkt forgyldte Hoftheater, om hvilket vi i Forbigaaende ville ønske, at Forgyldningen ikke saasnart maa gaae af det. Saavel det aldeles opfyldte Huus, som den Maade, hvorpaa Hovedpersonerne gjenhilsedes og det stærke Bifald efter Tæppets Fald tyder paa, at Interessen for det italienske Opera-Selskab har vedligeholdt sig usvækket, i det mindste, hos en stor Deel af Publikum; thi, at der er og formodenlig fremdeles vil blive Opposition mod den italienske Opera, kan ikke negtes, og, hvorfor skulde den ikke ogsaa være der? – Oppositionen i Konstens Rige ansee vi for ligesaa gavnlig, ja ligesaa nødvendig som i Politiken, kun at hiin aldrig bør vare ensidig, og den Overtro, som mange have: at man ikke paa samme Tid kan have Interesse for og glæde sig over den italienske og vor, saakaldte cosmopolitiske Opera, kunne vi ikke dele; thi de gjør saavist hinanden ingen Skade, som Trop siger, om vi ikke, som han gjør med ”Jurisprudentsen og de smukke Piger”, rille slaae dem sammen i er Glas. – Mad. Forconi blev ved sin Indtrædelse paa Scenen overøst med en formelig Blomsterregn ligesom ogsaa en ny Byge trak op, da hun efter Forestillingens Slutning blev fremkaldt under et stormende Bifald; hun er vendt aldeles uforandret tilbage fra sin italienske Reise. Hr. Rossi forekommer os at have vundet baade i Henseende til Intonationens Reenhed, Stemmens Kraft og Fylde og i Bevægelsernes Frihed og Ugeneerthed. Om den ny engagerede Sangerinde, Signora Guiseppina Sori, skulle vi ikke tillade os i dag at yttre nogen bestemt Mening, da hun igaar Aftes var kjendeligen indisponeret; imidlertid vidner hendes Foredrag af Orsinos smukke Sang i sidste Akt om, at hun ikke er uden Talent for dramatisk Sang, skjøndt hendes Stemme hverken kan kaldes meget kraftfuld eller omfangsrig. Hr. Torre var saa godt som aldeles hæs og behagede derfor ikke som Hertugen, hvilket Parti ellers pleier at være hans Bravourrolle.