Hoftheatret. – Iaftes sluttede det italienske Operaselskab dets Forestillinger for iaar med en Beneficeforestilling for Capelmesteren, Hr. Paolo Sperati. Huset var propfuldt og i spændt Forventning om de Ting, som skulde komme. Efter Udførelsen af Ouverturen til ”Regimentets Datter” gaves en Duet af samme Opera af Hr. Paltrinieri og Mad. Secci-Corsi, der ved sin Indtrædelse paa Scenen modtoges med stormende Jubel og overøstes med en Regn af Blomster og Krandse. Dette Nummer optoges med levende Bifald. Ogsaa det følgende Nummer, en smuk Romance af ”Maria di Rudenz”, foredraget af Hr. Carcopino Perez, gik hen under moderate Bifaldsyttrivger. Ogsaa under den derpaa følgende tredie Akt af ”Barberen” herskede der i Huset fuldkommen Stilhed, der kun afbrødes af Bifaldet for den, af Hr. Sperati componerede og af Md. Secci-Corsi med megen Virtuositet udførte, indlagte Arie. Men da Torre nu indtraadte som Bazile med sin Medsynder, Rossi, ved Haanden, da udbrød et frygteligt Uveir af Piben, Hyssen, Trampen, Skrigen og Klappen. Mishagsyttringerne vare ganske paa rette Sted og velfortjente, idet DHrr. Rossi og Torre af private Hensyn havde tilsidesat den skyldige Agtelse for Publikum, et Publikum, over hvilket de italienske Sangere sandeligen ingen Grund have til at beklage sig. Mishaget var Straffen for den begaaede Forseelse, som de Skyldige selv aabenbart følte at have fortjent, idet de bade om Forladelse. Det voldsomme og forcerende Bifald, der ledsagede Mishagsyttringerne, maa derfor ansees for et høist upassende og utidigt Udbrud af den sygelige Enthusiasme, der længe har været endemisk paa Hoftheatret, en Euthusiasme, som vi, naar den gjelder Selskabets Præstationer, ville lade staae ved sit Værd, men som, anvendt ved denne Leilighed, tyder paa en mærkelig Borneerthed og afgiver et Beviis for, hvor lidt en stor Deel af Publikum forstaaer sig paa at være Publikum; thi saa Meget synes dog at maatte være indlysende for Enhver, at den Uartighed, hvori DHrr. Rossi og Torre have gjort sig skyldige, i alt Fald ikke burde fremkalde Bifaldsyttringer; ved saadanne maatte Publikum gjøre Nar af sig selv. Efterat Larmen endelig havde lagt sig, traadte Hr. Torre frem og udviklede i det franske Sprog Grundene, hvorfor han og Rossi den foregaaende Aften havde vægret sig for at synge, samt, hvad der naturligviis for Publikum var Hovedsagen, bad om Forladelse for den begaaede Forseelse. Hermed havde DHrr. Rossi og Torre opfyldt hvad man kunde forlange af dem, og hermed burde Sagen have havt en Ende; men atter her viste Publikum sin Mangel paa Competence til at optræde som Dommer, idet Striden mellem Hysserne og Klapperne fremdeles fortsattes, baade da torre atter forlod Scenen og da Rossi senere optraadte som Edgardo i 3die Akt af ”Lucia di Lammermoor”. Her vare Mishagsyttringerne saameget mere paa urette Sted, som Rossi sang sit Parti fortræffeligt og var ypperligt ved Stemme. Det var saaledes en sørgelig Maade, hvorpaa en Sanger, der i lang Tid har været dets Afgud, tog Afsked med Publikum. Hr. Rossi er allerede idag afreist til Siena, hvor han for det Første er engageret. Hvorvidt for resten den af DHrr. Rossi og Torre givne Erklæring, af hvilke ogsaa trykte Exemplarer ere omdeelte, forholder sig rigtig i Eet og Alt, er Noget, der maa blive en privatsag mellem dem og Hr. Marasini eller Hr. Dr. Tilli; dette vedkommer hverken os eller Publikum. Den af Hr. Dr. Tilli forfattede og af Hr. Sperati komponerede Cantate, ”In morte di Alberto Thorvaldsen”, skulle vi helst forbigaae med Taushed. Mad. Forconi var ved Upasselighed forhindret fra at synge sit Parti, hvilket hun derfor maatte indskrænke sig til at recitere. Efter Teppets Fald forholdt Publikum sig aldeles passivt, og ingen Fremkaldelser fandt Sted.