Hoftheatret. I Onsdags Aftes opførtes for første Gang ”Macbeth”, Opera i 4 Acter af Verdi. At vælge en Shakespearsk Tragedie til en Operatext kan kun falde Italienere ind, der aldeles ikke bryde sig om det dramatiske Sammenhæng i deres Librettoer, men kun sammenføie enkelte Scener og Episoder, der egne sig til musikalsk Behandling. Afgive disse det tilbørlige Antal Soloer, Duetter, Terzetter, Ensembler o. s. v., saa er Hensigten opnaaet og Texten fix og færdig. Man vil saaledes vanskelig, undtagen maaskee paa Navnene, gjenkjende den engelste Digters store Sjælemaleri i den italienske Operatext Macbeth, der næsten er bleven til en med et stort Apparat af Hexe, Gjengangere o. dsl. udstyret Travestie. Til denne Text har Verdi skrevet en Musik, der tilvisse indeholder ikke faa Skjønheder og Effectsteder, navnlig i Finalerne, men dog mangler den Melodirigdom, der udmærker samme komponists ”Ernani” og ”Lombardi”. Mulig vil denne Opera vinde endeel ved at høres oftere, men alligevel vil man vanskelig lade sig forsone med den overlæssede Instrumentation og den stærke Anvendelse af Blikinstrumenterne, der findes næsten ved ethvert Numer. Overhovedet troe vi ikke, at Verdi nogensinde ret vil behage hos os; Musiken til de fleste af hans Operaer er for støiende for det lille Hoftheater, og den savner ogsaa den raske Flugt, den tiltalende Ynde, der, med alle deres Mangler, dog udmærke Rossinis, Bellinis og nogle af Donizettis Operaer. Desuden har Verdi i sine Kompositioner søgt at indføre en Methode, der vel ikke forlanger af Sangeren nogen høi kunstnerisk Uddannelse, men kræver en saadan Forceren af Stemmen, at den i de høiere Toner ikke sjeldent bliver skrigende. Man har derfor ikke uden Grund bebreidet denne Componist, at han søger at ødelægge den ædlere Sangmethode, og det viser sig ogsaa, at Sangere og Sangerinder, der netop udmærke sig ved fortrinlig Skole, sjeldent gjøre Lykke i hans Operaer, maaskee med Undtagelse af ”Ernani”, hvad der tillige gjør, at de fleste af hans Arbeider, idetmindste hos os, ikke kunne behage i nogen høi Grad, er den Omstændighed, at de i Almindelighed ere forsynede med en stor Mængde Chor og udkræve en glimrende scenisk Udstyrelse; men dette er, og har paa Grund af Omstændighederne hos os altid været den italienske Operas svageste Side, og har man endog, som det har været Tilfældet med ”Macbeth” anstrængt sig efter Evne, saa kan det dog langtfra tilfredsstille de store Fordringer, komponisten i saa Henseende har stillet. – I øvrigt var Udførelsen af Hovedpartierne særdeles god. Signora Gaziello sang med Liv og Følelse, oq det Samme gjælder om Signor Reina, der som Macbeth har en meget vanskelig Opgave at løse, saameget mere som Partiet ved dets store Mængde Recitativer just ikke hører til de taknemligste. Signor Bianchi viste, som Macduff, at Selskabet i ham eier en Tenorist med en fyldig klangfuld Stemme, og han høstede ogsaa meget Bifald for sin Cavatine i 4de Act. – Operaen gjentages atter paa Løverdag til Benefice for Signor Reina.