Hoftheatret. – Skjøndt il Barbiere di Siviglia ingenlunde Hører til det italienske Operaselskabs fortrinligste Præstationer, er dog den Udførelse, der iaar bliver denne maaskee bedste Rossiniske Opera tildeel, langt heldigere end den tidligere, da blandt Andet Bartolo, der er et Basparti, udførtes af en Tenorist (Bozzi). Denne Rolle er nu overdragen til Hr. Rocca, der vistnok fortjener Navn af en meget god Buffosanger; thi at vi af vore Comikere forlange noget ganske Andet, end det Hr. Rocca præsterer, maa ikke influere paa vor Dom om denne; Sydens Buffo er heelt forskjellig fra vor comiske Skuespiller, og de Overdrivelser og Harleqvinader, som her ikke vilde blive taalte paa Scenen (skjøndt vi ellers i denne Henseende have en stærk Fordøielse) ere ikke blot tilladte men priselige Egenskaber hos en Buffo, hvis Valgsprog kan siges at være: jo galere jo bedre. At en slig Comiker ikke stemmer med vor smag er naturligt, og det geraader derfor Hr. Rocca til Æe, at han kjendelig modererede sit Spil, og langtfra ikke overdrev saa meget som f. Ex. Lorre (Basilio) eller Rossi som drukken Soldat. Den i anden Act indlagte Aria, om hvilken vi ikke vide hvor den egenlig hører hjemme, foredrog Hr. Rocca med Lune og comisk Kraft. – Hr. Rossis Stemme er, som vi allerede tidligere have havt Lejlighed til at bemærke, hverken bøielig eller uddannet nok til at han tilfredsstillende skulde kunne udføre et Rossinisk Tenorparti, hvori Coleraturerne ere saa godt som uadskillelige fra Melodien; Hr. Rossis Beskedenhed, der ikke tillod ham at vise sig, da ved denne Operas sidste Forestilling Tutti fremkaldtes, var derfor ganske paa sit rette Sted, hvilket man derimod ikke kan sige om hans lange Udeblivelse ved tredie Akts Begyndelse, der foraarsagede, at Orchesteret tre Gange maatte begynde Duetten mellem Don Alonso og Bartolo forfra, Paltrinieris Figaro er det Alt belivende Princip i Operaen, og man veed ikke om man mest skal beundre hans overgivne Lune eller den forbavsende Tungefærdighed, hvormed han foredrager Recitativerne. Fra Sangens Side kunne vi Intet have ar erindre mod Mad. NTarziali, især foredrog hun den indlagte Polacca af il Puritani særdeles smukt.