Kjøbenhavn, d. 11te Marts.
Hoftheatret. Mad. Derancourts Benefice var en sand Fest iaftes. Alt var udsolgt og Folk maatte, førend Theatret aabnedes, opstilles i Rækker, hvilket er en stor Sjeldenhed hos Italienerne. Ved hendes Indtrædelse modtoges hun med en Bifaldsstorm, og en af Landets høieste Damer var saa naadig at tilkaste hende en Krands. Dette gav Signalet til en almindelig Kasten med Blomster og Krandse, der var saa stor og almindelig, at vi endnu hertillands ikke have seet Magen. Aftenen var meget riig, og uagtet man udelod en belovet stor Scene og Terzet af Robert af Normandiet (hvilket, in Parenthesis, Mange vare misfornøiede med), saa varede dog Forestillingen til efter Kl. 11. Beneficiantindens Stemme var noget tilstøret, men hun sang dog, som sædvanligt, med megen Bravour, og hun viste den Opmærksomhed imod Publicum, uopfordret, til eget Claveeraccompagnement, at synge ”Dannevang ved grønne Bred”, første og sidste Vers, hvilket vakte stor Enthousiasme, hvorfor hun atter gjentog den. Vi maae indrømme Sangerinden, at vi aldrig i Sang have hort det danske Sprog saa tydeligt foredraget, og ikke havde ventet sligt af en Fremmed. Det er altsaa ikke umuligt at tænke sig fremmede Sangere og Sangerinder paa vor Scene, som for at vinde Indfødsret lære det danske Sprog. Md. Derancourt blev i Aftenens Løb fremkaldt 5 Gange.