Siden den berømte Saison 1855-56 havde Hoftheatret kun af og til været brugt til private Forestillinger, og nu blev det bestemt, at det skulde nedrives, uagtet der knyttede sig saa mange Minder til den gamle Scene.
Her var Chr. VII optraadt som Skuespiller! Her fandt den bekendte Maskerade Sted, der endte med Struensees Fængsling! Her opførtes Ewalds ”Fiskerne” første Gang med den ældste Hartmanns Musik! Her optraadte Verdens største Virtuoser! Her fandt i 40erne den italienske Operasaison Sted, der vendte op og ned paa København, og her spillede Michael Wiehe og Høedt.
Denne Scene skulde nu jævnes med Jorden! Der blev da sat en Agitation i Gang for at bevare den fra Tilintetgørelse, og i April 1914 blev der givet Par Forestillinger bestaaende af Marivaux’ ”Kærlighed og Lykketræf” og Galeottis ”Amors og Balletmesterens Luner”, til hvilken jeg kom til at dirigere paa Grund af Fini Henriques Upasselighed.
Tæppet faldt for sidste Gang, efterat Fru Hennings havde fremsagt en stemningsfuld Epilog af Svend Leopold, der sluttede med:
Alt er kun en Drøm og et Minde,
et Ekko fra gyldne Aar,
men høit paa Erindringens Himmel
de funklende Stjerner nu staar.
Snart slukkes de lyse Kærter –
den sidste Fest gaar mod Hæld,
kun Tidens rislende Urne
udstrømmer sit evige Væld !
Efter Forestillingen samledes de Medvirkende til en munter selskabelig Sammenkomst, og Ingen anede, at der snart af ”Tidens rislende Urne” skulde vælde en kogende Malstrøm, der hvirvlede Europa ind i den største Krig, Verden nogensinde havde set.
