23. oktober 1844

Charlotte Bournonvilles erindringer

En børneforestilling på Hofteatret

Vist er det dog, at Mage til den Begeistring, der greb mig denne allerførste Aften, har jeg aldrig følt senere. Det var den 23de Oktober 1844 i Balletten „En Børnefest“, der blev givet paa Hoftheatret til Indtægt for „Foreningen til forsømte Børns Frelse“. – Fader var en stor Børneven, og han fandt altid, det var en Ære for Kunsten at virke til Forædling i alle Retninger; han svigtede derfor aldrig, naar det gjaldt en VeldædighedsForestilling. Faders Tanke var, at „de lykkelige Børn skulde hjælpe de ulykkelige“; han udstedte derfor en Opfordring til Forældre om at lade deres Børn medvirke ved denne Leillighed; og hans sædvanlige Held fulgte ham; thi „de lykkelige Børn“ strømmede til i saadanne Skarer, at de neppe kunde rummes paa Theatret, men alle blev naturligvis antaget. Vi havde kun meget faa Prøver, saa der blev vistnok ikke stillet store Fordringer til Virtuositeten. Fader har en Gang skrevet, at det netop er den primitive „Keitethed“, der gør Børnenes Dands saa morsom og saa rørende, og i den Henseende tror jeg nok, at de fleste af os overtraf saavel Faders som Publikums dristigste Forventninger. Hele dette nye „Balletkorps“ samledes før Forestillingen hos en Familie, der boede i den Fløi af Slottet, hvor Hoftheatret var, og der blev vi beværtede med The og Kager; men jeg var altfor betaget af Ære og Glæde til at kunne nyde noget. Derimod husker jeg, hvor henrykt jeg blev, da Hoppensach kom og sminkede os, og da en Dame mødte med et helt Læs røde Rosenkrandse til alle disse Børnehoveder. Efter denne Udsmykning var jeg særdeles tilfreds med mit Ydre; desværre var det den eneste Gang i mit Liv, at jeg havde den yderst behagelige Følelse af at være Skjønhed.
Min Søster Augusta (13 Aar gammel) optraadte som Flora, (Vaarens Gudinde) her i „Børnefesten“ og gjorde stor Lykke; men en saadan Modtagelse, som vi Smaafyre fik, da vi kom dandsende ind, er vist næppe blevet mange store Kunstnere til Del. Applausen lød som Storm og Jordskjælv og var dog „saa ganske uforskyldt“ – som Jeppe siger. – Vi lod os imidlertid ikke forvirre af al denne Hyldest, men dandsede vort Ensemble-Nummer uden en eneste Feil, og efter Forestillingen fik hele „Personalet“ megen Ros af Fader. Saa vidt var alt herligt; men pludselig blev min Glæde formørket. Moder havde den Dag allermindst 10 Gange formanet mig til at tage et Shawl med paa Theatret, for ikke at forkjøle mig, naar jeg efter Forestillingen skulde gaae gjennem den lange, kolde Slotskorridor. I mit Overmaal af Begejstring havde jeg naturligvis glemt baade Kulde og Shawl; jeg huskede neppe nok min Moder, langt mindre hendes Formaninger. Da jeg saae en af mine yngre Søstre, lydig og artig hylle sig ind i sit Overstykke, da slog Samvittigheden mig, og jeg var meget nær ved at briste i Graad; men H. C. Andersen reddede nu Situationen. Iført en lang „Almaviva“-Kappe slentrede han om paa Scenen og passiarede med Børnene, og da han saae min Sorg, tog han mig paa Armen, slog Kappen om os begge og løb med Syvmileskridt gjennem den lange Gang, idet han raabte til dem, vi mødte: „Her bortfører jeg en af de smaa Dandserinder.“ Vi blev modtaget med jublende Latter, da han bragte mig ind i Selskabssalen, hvor de andre Børn var forsamlede. „Og nu,“ sagde han, „maa Du naturligvis have et Vers;“ og saa improviserede han følgende Linier, der maae have smigret mig overordentlig, siden jeg endnu kan huske dem ordret:

„Fordi Du saa yndig i Dandsen gik,
Med Springen og Svingen og Neien,
Derfor den største Belønning Du fik;
Thi Du kom under Kavaien.“

Det var en Mærkedag i mit Liv! Først at staae indenfor Lamperækken, (uden Spor af Lampefeber) og dernæst at blive besunget af en af vore første Digtere! – det var næsten overvældende. –
Efter Forestillingen modtog min Søster Augusta en Samling af Andersens Eventyr, ledsaget af følgende Digt, som unægtelig bedre egner sig til at offentliggjøres end førnævnte Improvisation.

„Til Augusta Bournonville.“
Paa Eriks Barndom maa jeg huske,
Paa Barnets Smil, paa Barnets Bøn;
I Aften, i de friske Buske
Jeg saae en Rose, jomfruskjøn;
Der saa jeg Barnets Smil og Tanke,
Jeg følte dybt mit Hjerte banke,
Og Skoven stod da dobbelt grøn.

Som Efterskrivt til Fortællingen om min „Hædersdag,“ tilføier jeg blot disse Linier.
Fader var ikke meget for at opbevare sine „Trofæer“; de Blomster og Krandse, han havde modtaget paa sin Kunstnerbane, havde vel glædet ham i første Øieblik, men han gjemte dem aldrig. Dog fandt jeg blandt hans Efterladenskaber en lille Bouquet Lyngblomster, med Paaskrift: den 23de Oktober 1844. En af Direktørerne i „Foreningen til forsømte Børns Frelse“ var netop den Dag kjørt over Grathe Hede og havde plukket disse Lyngblomster, som han, med et smukt Digt, sendte til Fader. Samme Direktør var en ivrig Historiker og en varm Kunstven; han havde paa Grathe Hede holdt et livligt Foredrag for Bonden, – der kjørte for ham, – om Slaget, som her havde staaet, om „Valdemar den Store“ osv., og han havde beskrevet, hvor levende Fader havde fremstillet alt dette paa vort Theater. Det lod imidlertid slet ikke til at interessere Bonden. Men da han fortalte om den Ballet, der netop samme Aften skulde opføres for at skaffe Hjælp til „de forsømte Børn“, saa blev Bonden aldeles begeistret og tilbød øieblikkelig at tage et af de ulykkelige Børn i sit Hus, uden Vederlag og med Løvte om, at være rigtig god mod Barnet.
Fader mente, at denne Sejr var en af de største, hans Kunst nogensinde havde vundet, og til Minde herom blev Lyngblomsterne gjemte som en Relikvie.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Charlotte Bournonville: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, København 1903, s. 39-42

Læs også