Jenny Lind var meget godgjørende, og denne Egenskab blev sat paa adskillige haarde Prøver, medens hun opholdt sig her; thi det var ikke alene hendes Beundrere, mandlige og kvindelige, der bestormede vort Hjem, men ogsaa en formelig Hær af Tiggere; og da man ikke altid kan see paa Folk, til hvad Kategori de hører, saa var det ikke let at holde hende helt fri for disse besværlige Gjæster, der ofte tog de mærkværdigste Anledninger til deres Tiggeri. Saaledes forlangte en Dame, at Jenny Lind skulde give hende en ny Parasol, da hun havde mistet sin i Trængselen ved en af Jenny Linds Koncerter i Ridehuset. – Mere Glæde havde hun af sin Kjærlighedsgjerning til „de forsømte Børns Frelse“. Hun gav nemlig paa Hoftheatret en Koncert, der indbragte en stor Sum, som hun tilstillede dette Selskabs Bestyrelse, fra hvem hun modtog en meget smuk Tak-Adresse. Hun udbrød da til H. C. Andersen: „Er jeg ikke lykkelig, som dog kan udrette noget godt med min Sang!