I Begyndelsen af September tog jeg ind til Kjøbenhavn, hvor jeg den 12te skulde give min første selvstændige Concert paa Hoftheatret. Den Gang var der ikke Jernbane til Fredensborg, saa jeg maatte opholde mig i Hovedstaden for at være parat til Prøverne. Fader paatog sig hele Concertarrangementet, saa jeg havde kun den fornøielige Del af Festen. Jeg fik udmærket Assistance, af det kgl. Kapel, under gamle Glæsers Anførsel, af Pianisten Noack og Violinisten (nuværende Professor og Concertmester) Valdemar Tofte, der, ligesom jeg, netop var kommen hjem fra en Studiereise i Udlandet. Paa Koncertaftenen tog han unægtelig „Løvens Part“ af Bifaldet, og det vakte slet ikke min Skinsyge; thi han havde ærlig fortjent det, og det lyder endnu for mit Øre, hvor deiligt han spillede Mendelsohns berømte Violinkoncert. – Dagen før Koncerten kom Høedt og spurgte mig, for Spøg, om jeg vilde sælge ham Indtægten for 800 Kroner; det var aldrig faldet mig ind, at Koncerten kunde indbringe saa stor en Sum; hidtil havde jeg altid sunget alene for Æren; men i dette Tilfælde hørte unægtelig Æren og Pengene temmelig nøie sammen, da „tomt Hus“ er nærved Grændsen af en Fiasco, om end de faa Tilhørere er nok saa gavmilde med Applaus og Fremkaldelse. Koncerten gik udmærket, der var udsolgt Hus, Publikum var elskværdigt og opmuntrende imod mig, og der blev sendt en Mængde deilige Gaver og Blomster op paa mit Værelse, hvor jeg ogsaa modtog mange kjære Besøg. Der var udbredt en saadan Festlighed over den Aften, at ingen Begynderinde kunde ønske sig en lykkeligere Debut. Derpaa fortsattes Festen i Hjemmet, i en Kreds af vore nærmeste Venner, og den følgende Dag bragte Fader mig Udbyttet af min Optræden, en Nettoindtægt af 1000 Kroner, der blev en virkelig Overraskelse for mig, da jeg, af Glæde over det heldige kunstneriske Udfald, rent havde glemt „det usle Mammon“; – det kom ellers yderst vel tilpas, efter saa mange Tiders store Udgivter. – Jeg tror, at Pressen i det hele omtalte min Koncert med Velvillie; jeg kom ikke til at læse en eneste Avis i de Dage, da jeg ufortøvet afreiste til Stockholm, og kun saae nogle enkelte Referater i svenske Blade. – Komisk nok saae jeg først ifjor, – efter 45 Aars Forløb, en Anmeldelse af denne Koncert, i „Musik-Tidende“ for 1857; en gammel Musikven havde opbevaret den og sendte mig den paa min Fødselsdag. Artiklen var meget elskværdigt skrevet, og de Anker, der fremføres deri, er ganske som talte ud af min egen Sjæl. Heldigvis har jeg altid selv kunnet høre mine Mangler; derfor tror jeg ogsaa, det er lykkedes mig at bekæmpe en Del af dem.