Dagen efter, henimod Middag, traadte Oberst Køller (nu Generallieutenant) ind til mig.
”Kære Ven,” sagde han, ”det gør mig ondt, at jeg saa ofte skal falde Dem til Besvær, men jeg har Ordre til at forkynde Dem Arrest til Straf for Ulydighed.”
”Maaske jeg kunde faa at vide, hvorved jeg har givet Anledning til en saadan Ordre?”
”Det ved jeg ikke. Hvorledes staar De til Grev Osten?”
”Hverken godt eller daarligt.”
”Det er ham, der har paalagt mig at melde Dem det, lige som han kom ud fra Kongens Kabinet.”
”Ja, men hvad har jeg da gjort siden i Gaar Morges?
”De har været i Theatret, og Kongen, der har skrevet til Dem, at han ikke vilde se Dem, har set Dem dér . . . eller har kunnet se Dem dér.”
”Aa, hvad det angaar, saa er det umuligt ; det er han alt for nærsynet til ; for Resten stod jeg lige under hans Loge, og desuden har jeg ikke kunnet opfatte den Ordre, De bragte mig, paa en saadan Maade.”
”Saa forklar Dem da for Grev Osten …”