Man lod min vogn hente, og jeg kørte til Slottet til et bal en domino, hvortil man havde sendt mig adgangskort. Jeg fandt hele theatret tætpakket med mennesker og den Kongelige familie, hvis medlemmer alle deltog i danse. Prins Frederik hilste mig med en dyb reverens og artighed, og Kronprinsen vilde gerne tale med mig, men han kunne ikke faa sig til det. Enfin, jeg gik længe frem og tilbage. Jeg saa her ogsaa bankørerne, der var næsten helt opslugt af deres spil. Og jeg vilde ikke gaa ind og soupere, fordi jeg stod og talte med min ven Revenfeldt, som holdt mig fast hele tiden. Derefter gik jeg op i en loge hvor Mme Souza sad sammen med Mme Mesting, Kronprinsessens amme, med hvem jeg indledte samtale, og som syntes mig en behagelig person. Hun fortalte mig, (da jeg ytrede, at det lod til, at ædelsten her var forbudt), at Prinsessen derfor kun bar dem i armbaand. Det var dog ikke forbudt den Kongelige familie, ej heller dem, der modtog smykker som gave fra Hoffet; de turde ogsaa godt bære dem. I sandhed, en besynderlig ting, velegnet til at fordærve lovens gode hensigt. En saa odiøs partiskhed og et saa daarligt eksempel! Vi talte om andre ting. Vi bemærkede at Kongen danser mere end 7 timer i træk uden at trættes &c
Jeg gik hjem kl. 12½ og lod dem om deres bal, der varede til over 2. Der var saa mange mennesker, at man ikke kunde røre sig.