Gemt i Slottets ene Fløj laa det gamle Hofteater, nu vort dejlige Teatermuseum, og Brodersen valgte mig til at medvirke i en Pantomime dèr. Jeg var ikke lidt stolt, da jeg blev den foretrukne blandt samtlige Balletdrenge og udvalgt til dette mit første Gæstespil. Pantomimen hed ”Kæmpehønen” og var skrevet af den geniale Mimiker Adolph Price, Pjerrots berømte Fremstiller, til hvem Thorvaldsen engang havde sagt: De er en stor Kunstner i Deres Fag. Netop paa Hofteatret indførte hans Far, James Price d. Æ. halvfjerds Aar før Pantomimen i Danmark, hvor vi nu alle fra Tivoli kender den og holder af den.
Jeg var ni Aar og Rollen saa lille som jeg selv. Kort fortalt bestod den i følgende: Straks da Tæppet gik op, saas midt paa Scenen en Busk, bag hvilken jeg laa skjult som en lille Harlekin. Derpaa kom Kæmpehønen gravitetisk vandrende ind fra højre Side, standsede ud for Busken, lagde sig ned over den og tog Sætstykket med sig, da den trippede videre. I Stedet for Busken saa man nu et meget stort Æg. En Troldmand kom ind og slog med sin Stav paa Ægget; i mit Skjul fjernede jeg hurtigt den Pind, der holdt det sammen, Ægget deltes i to Dele, jeg sprang ud, saa mig om og løb ud til venstre. Et Øjeblik efter løb en lidt større Harlekin ind fra samme Side, tværs over Scenen ud til højre, hvorfra endelig den voksne Harlekin viste sig og begyndte sit Spil. Min Medvirken var altsaa kun ringe, men Betalingen, jeg fik, var efter Datidens Forhold høj – nemlig en hel Rigsdaler, godt ti Kroner i vore Dages Penge. Adolph Price iscenesatte ”Kæmpehønen” og var selv Pjerrot, og jeg husker tydeligt min barnlige Undren over, at den alvorlige, faamælte Mand kunde spille den morsomme Rolle. Senere har jeg læst, at Thorvaldsen i sin Tid undrede sig over det samme.