Ogsaa med Kapelmesteren kom Theaterbladet snart til at staa paa en spændt Fod, da det – med al Anerkjendelse af hans mange gode Egenskaber som Dirigent, – snart maatte komme til Overbevisning om, at han ikke besad en saa luttret musikalsk Smag, som ønskeligt var hos en Mand, paa hvem hele vor musikalske Udvikling beroede, men af hvis Virksomhed, der ikke syntes at fremkomme synderlig store Resultater. Det kan nok være, at Glæser’s Hyperloyalitet havde nogen Skyld heri, idet han, der havde den dybeste Respekt for Hoffet og Alt hvad dertil hørte, ganske lod sig lede af den Smag, der gjorde sig gjældende hos dette, og denne gik jo fuldstændig i italiensk Retning. Det maa upaatvivlelig have været en drøj Tur for Glæser, naar han ufravigelig indfandt sig og holdt ud til det Sidste ved enhver af det italienske Operaselskabs Forestillinger paa Hoftheatret. I den Loge, der af Kongen var stillet til Disposition for det kgl. Theaters Sangere og Sangerinder, for at de kunde faae Lejlighed til, af de herlige italienske Kunstnere at lære, hvorledes man skal synge falsk og spille vanvittigt, saae man ham altid paa den forreste Bænk, hvor han sad under Lidelser for at tækkes sin Konge.