En Aften, da jeg sad i min Ensomhed og morede mig med at fordybe mig i mine barnlige Fantasier paa min Moders lille Klaveer, blev jeg pludselig afbrudt ved Indtrædelsen af to nydelige og festligklædte unge Damer. Det var min ældste Kousine, der for et Aarstid siden var bleven gift og nu boede i den øverste Etage af sin Faders Gaard, og hendes elskværdige og i musikalsk Henseende saa høit begavede Svigerinde, Josephine (Pipina) Siboni, senere Fru Tutein. Der havde været Selskab ovenpaa, og de to elskelige Kvinder havde tænkt paa at glæde os dernede ved et lille Besøg. Det syntes at more den Sidstnævnte, at høre paa mit noget aparte Spil, og man kan tænke sig min Glæde, da hun spurgte, om hun nu ikke ogsaa skulde spille og synge lidt for mig. Jeg lyttede henrykt til, var aldeles betagen og syntes aldrig at have hørt Noget saa skjønt for, – hvad jeg rimeligviis dengang heller ikke havde. – Længe efter at de to yndige Damer vare forsvundne med et venligt god Nat, sad jeg stille og drømmende om, hvad jeg havde hørt, og mange Gange senere har denne Time staaet for min Erindring, mest levende dog den Aften, da jeg adskillige Aar senere, som Medlem af Musikforeningens Administration, havde den Ære at følge denne udmærkede Dame til Flygelet, da hun efter min Anmodning ved en af Foreningens Koncerter paa Hoftheatret med sin elskværdige Forekommenhed glædede Medlemmerne med sin mesterlige Udførelse af Webers berømte Klaveerkoncert.