Da jeg efter Udstillingens Slutning forelagde Regnskabet for Johan Hansen, begyndte Debetsiden med en Post paa to Kroner; »kontant Laan af Generalkonsulen«, stod der. Det var et Beløb, han under et Besøg nogle Maaneder i Forvejen havde lagt ud, fordi et Bud fra en Isenkræmmer ikke kunne bytte. Laanet havde han glemt, men han stirrede nu længe paa den lille Post og derefter paa mig uden at sige ét Ord. De store Summer interesserede ham derimod ikke. Fra den Dag var hans Tillid til mig grundfæstet.