Udstillingen blev aabnet den 4. Juli 1922; flere Ministre gjorde os den Ære at komme til Stede, Pressen var elskværdig, og Publikum strømmede til. Samtidig forelaa en ny Bog om Hofteatret, for at Nutiden kunde faa lidt at vide om alt det meget af almen historisk lnteresse, som var foregaaet inden for dets Mure. Den gjorde Nytte ved Presse-Receptionen, hvor de fire politiske Partiers Blade var repræsenteret. Venstremanden udtrykte Bekymring for, at noget skulde blive stjaalet; den Radikale beklagede, at der ikke maatte ryges, og vilde helst høre nogle pikante Historier om smukke Skuespillerinder fra svundne Dage; Socialdemokraten spurgte, hvor meget vi skulde give i Leje, og den Konservative syntes, at det vilde være storartet, hvis alle Hovedpersonerne i dansk Skuespilkunst gennem Tiderne kunde blive samlet her i Fremtiden. Ja, det var netop Sagen. Men hvordan vilde det hele komme til at tage sig ud, naar de laante Fjer var bragt tilbage til Ejerne? Saa længe Glansen fra Skuepladsens festlige Jubilæumsdage, der gjaldt alle Teatrene, dirrede i Luften, kunde det sagtens gaa, men der vilde komme en Sommer efter denne, hvor det kun vilde blive beskedne Sager, vi kunde byde paa. Med Undtagelse af Johan Hansen vil jeg ikke paastaa, at Bestyrelsen var opmuntrende. Nogle syntes, at Vagtbygningen var hyggeligere, og et af Medlemmerne, en Kulturhistoriker, skrev til Johan Hansen, at naar Udstillingen var sluttet, burde Tanken om et konstant Museum opgives, fordi det efter hans Mening »ikke vilde blive til noget«. Et saadant gustent Ræsonnement virkede paa Skibsrederen, som om nogen vilde sige, at en sejlklar Baad var en Plimsoller; derfor fik Tvivleren det Svar, at naar han ikke mere kunde slutte sig til det, han selv havde været med til at vedtage, maatte han som Formand bede ham forlade Bestyrelsen. Hvilket ogsaa skete omgaaende.