I 1918 flyttede Rigsdagen ind paa Slottet, der da i det store og hele var færdigt, men Thorvald Jørgensen havde andre Planer med Hofteatret, som han vilde have fjernet, for at Pladsen kunde indrettes til moderne Lokaler; Tanken om Boliger for Hofpersonalet var bortfaldet, da Kongen ikke Ønskede at bo paa Slottet. Udgiften til den paatænkte totale Forandring, der ikke tog Hensyn til historiske og kulturelle Værdier, var anslaaet til 1.600.000 Kr., men heldigvis faldt Beløbet Finansudvalget for Brystet, navnlig da Christiansborg var blevet dyrere end projekteret, og man enedes da med Indenrigsministrene Sigurd Berg og Dr. Oluf Krag om at overdrage Hofteatret til Selskabet mod, at dette bekostede Istandsættelsen og anvendte Rummet til Museum efter Brandvæsenets nærmere Bestemmelser. Trods personligt Venskab med Johan Hansen var det øjensynligt en ubehagelig Pligt for Slotsarkitekten at udføre Ministeriets Paabud om at aflevere Hofteatret. I sidste Øjeblik foreslog han da ogsaa at rejse et Kæmpeskur paa Scenen, hvori han vilde lade det gamle Seletøj opbevare. Paa Johan Hansens Spørgsmaal: »Hvad siger De til det.?« svarede jeg øjeblikkeligt: »Nej; det staar der ikke noget om i Ministeriets Skrivelse«. Jeg indsaa jo straks, at et saadant uvedkommende Skur, der skulde dække den ene Væg, i høj Grad vilde svække Indtrykket af Scenen og dermed af hele Interiøret. Det endte med, at Selskabet maatte betale Seletøjets Flytning andet Steds hen.