Overdragelsen skete i April 1922, og der forestod nu et stort Arbejde, som skulde være færdigt, inden Skuepladsens Jubilæumssæson begyndte – det var jo 200-Aaret for den nationale Scenes Oprettelse ikke alene i Danmark, men i hele Norden. Jeg sled derfor fra tidlig Morgen til sen Aften i de følgende Maaneder. Lokalet kunde nærmest betegnes som Statens Pulterkammer; alt, hvad man i de forskellige offentlige Kontorer ikke længer havde Brug for, var smidt derhen: Ituslaaede Buster, en Mængde af de mest profane af alle Kar, ubrugelige Stole og Borde, Vognladninger af Rationeringsmærker fra den første Verdenskrig; de lignede snavsede Snebunker i Tøvejr, og dertil et tykt Lag Støv overalt. Man skulde ikke tro, at det kun var otte Aar, siden de sidste tre Afskedsforestillinger, arrangeret af »Politiken«, havde fundet Sted. Men dengang var hele Elendigheden dækket af Tæpper og andre midlertidige Foranstaltninger, hvorimod Forfaldet nu tittede frem i hver en Krog. Og naar man reparerede et Sted, lyste Tidens Tand stærkere et andet Sted.
Min fjortenaarige Søn slæbte Materialet fra Vagtbygningen over Rigsdagsgaarden, men selv om det blev suppleret med det Stof, jeg selv ejede, fyldte det ikke mere end en Skrædder i Helvede, og Selskabet maatte derfor laane sig frem, især paa Frederiksborg og Det kgl. Teater, i Rigsarkivet og paa det kgl. Bibliotek. Ogsaa private Hjem, hvor jeg vidste, at der var Billeder til en retrospektiv Udstilling, blev anmodet om at stille dem til Disposition. Der blev mange at sige Tak til. Hos Olaf Poulsen i Fredensborg laante jeg Krøyers sprællevende farvelagte Tegning af hans Chilian i »Ulysses v. Ithacia«, et af vore bedste teaterhistoriske Billeder, skabt i et lykkeligt Øjeblik baade hos Kunstneren og hans Model. Han lovede at besøge Udstillingen, men var blevet saa gammel og træt, at jeg ikke turde fæste Lid til hans Løfte, der da heller ikke blev holdt. Det var vemodigt at se hans Genis Lyskilde slukket. Han pegede paa sine Hunde og sagde, at de var hans sidste Venner. Øjnene spillede ikke mere, den komiske Maske var stivnet. Det var, som om alt var opbrugt, og da jeg talte om hans straalende Fortid, hvorom Mindet levede i Tusinders Sind, strakte han sine Arme med de buttede Hænder i Vejret og sagde: »Forbi – forbi«. Det var sidste Gang, jeg saa ham.
Bekvemmeligheder under Arbejdet fandtes ikke; der var ikke Vand, intet Afløb; alt maatte bæres op og ned, men jeg hjalp mig igennem med en Dekoratør, en Snedker samt et Par Rengøringsfolk. Heldigvis vidste jeg, hvordan alt kronologisk skulde anbringes. En slem Géne var den totale Mangel paa kunstigt Lys, men det var jo Sommer, og saa maatte man haabe paa Solskin gennem de gamle Ruder. Ude ved den lange Gang, der strækker sig gennem Bygningen, boede nogle Hoffunktionærer, som kogte deres Mad ved Gas eller over aabne lldsteder; naar de lukkede Køkkendørene op, kunde man ikke undgaa at faa at vide, hvad de skulde have til Middag; Osen blandede sig til en blaa Sky, der trængte ind i det gamle Teater. Min Tilstedeværelse var dem ikke velkommen, navnlig fordi jeg arbejdede med Hammer og Søm ogsaa om Søndagen. Saa raabte man ind til mig: »Kan vi ikke blive fri for det Bankeri, det er vi ikke vante til!« Der var ved at komme Liv i Torneroses Teater, og det var Naboerne helst fri for. Dog mødte jeg Velvilje hos Staldetatens Ekspeditionssekretær, Hr. Schmidt, kaldet »Øre-Schmidt«, fordi disse Legemsdele beherskede hans Ansigt. Han var en Hofmand af en nu forsvunden Type – med Monokel og let henkastede Skridt. Han blev inviteret til de festlige Sammenkomster, som Aabningen og Teaterjubilæet gav Anledning til, og syntes lykkelig ved at omgive sig med Skuespillerinder; Klyngen med ham som Midtpunkt blev til en Operettescene midt i Virkeligheden. En vittig Karakterskuespiller sagde: »Jeg har set mange gode Billeder her i Dag, men det bedste var Hr. Schmidt; ham skal Du ha’ Tak for!«