Ofte gik jeg op ad de knirkende hvidmalede Vindeltrapper paa Hofteatrets Side. De havde oplevet saa mange henfarne Slægters Fodtrin gennem to hundrede Aar, og de gamle Gelændere var saa slidte og blanke af Fortidens Hænder, at de saa helt højtidelige ud. Jeg lagde min Haand sagte paa disse gamle Gelændere, og saa da Fortidens Mennesker lyslevende for mig, parykkede Hofofficianter fra Christian den Sjettes Dage, Fourerer og Staldmestre, med hvide Strømper og kanelbrune Skødefrakker, og naar jeg kom op i den lange hvide Gang bagom Hofteatret, hørte jeg svage Ekkoer af dæmpet Strygemusik derinde, og jeg mindedes den Januarnat, da Musikken forstummede med ét, og det sorte Sørgetæppe gled ned foran Livets altfor muntre Scene.
I Dronning Mathildes Værelse var der endnu Rester tilbage af det gamle kirsebærrøde Silketapet paa Væggen, og nede paa Tilskuerpladsen, der laa i et mystisk Halvmørke, var der en besynderlig Knirken og Knagen, som gik der endnu nogen omkring dernede og søgte efter noget i de støvede Sideloger. Altid lød det som om nogen gik omkring og søgte uden at kunne finde det Bortkomne. Dette lille støvede og forglemte Teater blev for mig Københavns egentlige Teater, og jeg forlangte ikke andre Agerende end de gamle Skygger fra Fortiden, der fra de letsindige Hyrdespil var gaaet over til Virkelighedsdramaet. Jeg satte mig stille hen paa en af de gamle Stole deroppe, og jeg saa Skafottet paa Østerfælled for mig i den kolde Morgendæmring og Pastor Münter, der fulgte med helt op for at se de omvendte Syndere vel ovre i Evigheden. Jeg saa det øde Slot nede i Celle, hvor Dramaets sidste Akt blev udspillet, og det var her i Hofteatret, at jeg fik mine første Impulser til den Roman om »Enevold Brandt«, som jeg senere skrev, og hvor jeg forsøgte at skabe lidt Medfølelse med den unge Greve, der fik den ulykkelige Skæbne at være Bifigur i et Drama, hvor de tre Hovedagerende var de egentlig skyldige. Mit unge Hjærte bankede ganske i Takt med vor Histories altfor mange Ulykkelige, og jeg led derfor af en ustandselig Hjærtebanken i de Tider, hvor Hjærtet endnu kan lide og føle med andre.