Da nu Høedt var overbevist om, at han var en fuldendt Fremstiller af »Hamlet«, var han derved ogsaa den mest fuldkomne Skuespiller og saaledes fuldt ud i Stand til at tage Kampen op med en i dramatisk, digterisk og filosofisk Henseende saa ubetydelig Størrelse som Johan Ludvig Heiberg. Denne stred imod af alle Kræfter, men da han ikke vilde tillade Høedt at fremstille »Richard den Tredje«, sprængte Høedt det kongelige Theater og drog med sine Forbundsfæller til Hoftheatret, for at vise det forbavsede Kjøbenhavn, hvorledes der nu skulde spilles Komedie. Det var dog ikke »Richard den Tredje«, som opførtes her, hvorimod Høedt i »Berthas Klaver« og »Den sidste Nat« tog Publikum, navnlig de kjøbenhavnske Damer, med Storm.
Jeg saae ham optræde i det sidste Stykke, hvor han fremstillede en ung, fransk Garderofficer, der venter sin Død under Guillotinen.
Publikum var meget spændt paa Stykkets Slutning, og da Høedt traadte ind, iført en skarlagenrød, glimrende Garderuniform, lød der en bragende Bifaldsstorm, som fik det veltilfredse Smil op i hans Ansigt, skønt det for mig syntes, at det mere var Uniformen, end ham, Publikum beklappede. Mulig var det hele kun en Demonstration mod det kongelige Theaters Chef.
Da saa endelig nogle unge Studenter fandt paa at udpibe Høedt, tog han sig denne dumme og drengeagtige Demonstration saa nær, at han helt trak sig tilbage til Privatlivet; men den Skuespiller, der bryder med Kunstens Genius, fordi han ikke kan taale at høre en Pibe, viser kun, at hans personlige Forfængelighed er større end hans dramatiske Kunst.