En Børnefest.
Divertissement. Musiken af Paulli.
(Opført den 23de Octoder 1844 paa Hoftheatret.)
Jeg elsker Børn, det gjenkjendes tydeligt i mine Arbeider, men jeg er langtfra at ynde de Balletter, hvori smaa Børn ligesom dresserede Dyr udføre Mirakelstykker; sligt oprører mit Hjerte og støder min Smag. Men ligesom Børn indtage en væsentlig Plads i Maleriet, saaledes gjøre de godt i Balletten, naar de fremtræde i deres Alders naive Former, med den primitive Keitethed, som der vilde høre en udmærket Comiker til at gjengive, og som er saa morsom og dog saa rørende. Jeg havde aldrig tænkt at komponere en Børneballet, men et veldædigt Øiemed fremskyndede dette lille Product, der, uagtet det gik kun en eneste Gang, har skaffet mig usigelig Fornøielse. En Samling as ædle Menneskevenner, hvis Formænd til Ære for Danmark ere fremstaaede blandt Politiets Embedsmænd, har stiftet en Forening til forsømte Børns Frelse; hvor stor denne Classe af Ulykkelige er, dens Forhold og de lykkelige Resultater, som Foreningens Bestræbelser have havt, høre til Civilisationens Historie, og jeg anseer det for en Ære for Kunsten ogsaa her at medvirke til Forædlingens Fremme. Jeg blev opfordret til at bidrage til en Forestilling paa Hoftheatret til Bedste for Stiftelsen Jeg blev strax greben af Begeistring for Sagen, og min første Idee var: „de Lykkelige maae virke for de Ulykkelige”. Min Augusta er et lykkeligt Barn, hun skal offre Førstegrøden af sit Talent til de forsømte Stakler og derved hente Kraft og Velsignelse for sin Fremtid. Barndommen er jo Glædens Blomstertid, Juul og Vaar paa engang. Zephyr og Flora aabnede Festen og ilte til Juletræet, der straalede midt i et Elysium. Her maatte mange, mange Børn til; men at leie fattige Smaaborn, hvis Forældre mod en ringe Haandpenge maaskee joge dem hen paa Theatret imod deres Villie, det vilde være en bitter Ironi; nei! jeg maatte have glade, smukke og velopdragne Børn, der kunde dandse med Lyst. Den almindelige Velvillie skænkede mig flere, end jeg behøvede. Jeg indstuderede dem deres Galopade i et Par Lectioner, Beboerne af Slottet indrømmede deres Værelser og gav Theevand til den yndige Flok, og, da Signalet lød, at Balletten skulde begynde, bleve de Smaa, kleedte i deres Sondagsblouser og hvide Kjoler, med Rosenkrandse paa de lokkede Hoveder, hentede op paa det smykkede Theater, og da Floras Nymphe vinkede, stormede halvfjerdsindstyve glade Børn frem og bleve modtagne med en Jubel, der var blandet med dyb Rørelse; Dandsen gik med et Liv og en Prcæcision, som man kun seer paa Børneballer; Juletræet blev plyndret, og den hele Skare leirede sig ved Lamperne for at spise Kager og Æbler. Usynlige for Børnene svævede deres Skytsengle over dem og velsignede deres uskyldige Gloede, medens den bekjendte Romance af Joseph klang som himmelske Harpetoner. Da Maaltidet var endt, begyndte Dandsen paany og sluttedes med Begeistring saavel paa Scenen som blandt Tilskuerne. Forestillingen indbragte circa 1000 Rbd. og blev en betydelig Hjælp til Foreningens Virksomhed. Et Udtog af Balletten blev senere givet ved en Hoffest paa Amalienborg.
Et lille Træk knytter sig til Børnefestens Historie. Otte Dage efter Forestillingen modtog jeg fra et af Foreningens ivrigste Medlemmer et smukt Digt og en Bouquet af – Lyngblomster, som vare plukkede paa Grathe Hede, tæt ved det Sted, hvor Kong Svend maa være faldet; det var just den 23de October, da hiin Hædersmand kjørte over den jydske Hede og talte med Kjørebonden om Valpladsen og Valdemar den Store, derpaa om mig og mine dandsende Skuespillere, og endelig om den Ballet, der samme Aften opfortes til Fordeel for de forsømte Born. Dette behagede Bonden saa vel, at han paa Stedet fik Lyst til ogsaa at gjore noget i denne Sag, og han tilbød sig uden Vederlag at tage et af de ulykkelige Børn i sit Huus. Et saadant Bifald er dog ikke værd at foragte, og, naar engang den beskedne Lyngblomst er visnet, har maaskee mit Arbeide baaret Frugter for Tid og Evighed.