24. juni 1854

Avisreportage

Aftenunderholdning på Hofteatret

Hoftheatret har i denne Uge været benyttet til en Række Aftenunderholdninger, af hvilke vi allerede have omtalt den først givne. I Tirsdags gav Md. Larcher og i Torsdags Hr. Sahlerz, begge understøttede af Medlemmer af Theater-Etaten og det kgl. Capel, hver sin Forestilling. Md. Larcher, hvis Repertoire nu er betydelig indskrænket, har engang været Publikums Yndling, og Herr Sahlerz er endnu den Dag idag en af vor Operas væsentligste Støtter; intet Under derfor, at Begge kunde glæde sig til et talrigt Besøg, ligesom Publikums Yndest ogsaa ved deres Fremtræden tilkjendegav sig paa den utvetydigste Maade. Den, der ved alle disse Aftenunderholdninger har været udset til en Slags Løve, er Hr. Instructeur Nielsen, hvis Stilling ved Theatret i længere Tid har været Gjenstand for den almindelige Conversation, og som, hvis det endnu er overladt til ham at gjøre et Valg, vistnok, efter de Triumpher han her har seiret, kun med stor Overvindelse maa kunne resignere. I det Hele taget have disse Aftener i Hoftheatret ved en sjelden Forening af flere gode Kræfter frembudt en ualmindelig Nydelse. I musikalsk Henseende have især Dhrr. Schram, Hansen, Rauch og Leenders bidraget hertil; den declamatoriske Deel har især havt en Støtte i Hr. Høedt, hvis Fremsigelse af ”Rødhætten” af Henrik Hertz og ”Ja og Nej” af Baggesen udmærkede sig ved stor Finesse og Afrundethed. Jfr. Benedictsen, der ved Hr. Sahlerz Aftenunderholdning sang et Par Romancer, en tydsk og en svensk, var ikke istand til ved sit Foredrag at give disse temmelig fortærskede Sange nogen frisk Tillokkelse. Det kgl. Capels Medlemmer, som assisterede Hr. Sahlerz, fortjene Tak for Valget og Udførelsen af de to smukke Ouverturer til ”Johan fra Paris” og ”Trylleharpen”.

Perioder

Emner

Katalogisering

Forlæg

Flyveposten, 24. juni 1854, s. 1

Læs også