Theater-Directionen har kun Tanke for den italienske Opera. Denne og Orla Lehmann er for Øieblikket de to Guldkalve Kjøbenhavns Folk dandse om. Hvad Operaen angaaer da er den en italiensk Opera af 3die Rang; Tenoren Hr Rossi er den bedste i dette Selskab, Primadonna er et lille bitte Menneske, jeg maa altid for at faae et heelt Fruentimmer ud af hende, tænke at hun ligger paa Knæ. Hun skeeler ikke lidt! men Alle ere henrykte. Det samme Publicum, som i Sibonis Tid hadede og forfulgte al italiensk Musik er nu som Amine i Fiskeren blevet forelsket i en Skovtrold og siger dette er Prinds Agib c: den italienske Opera. Det er aldeles en Fortryllelse! – Imidlertid har Selskabet en italiensk Livlighed; her er Spil! og disse to Ting er det som beruser Folket, men Rusen gaaer bestemt over! – Jeg erkjender at det kan være meget interessant for dem som aldrig før have hørt italiensk Opera, at høre disse, man faaer Begreb om denne og de forstaae at synge Recitativer, men som sagt det er ikke – hvad Folk tro, noget betydeligt vi her have faaet. Prima Donna har Talent og Livlighed, men hendes Stemme er ei smuk, hendes Udvortes er hende mod, i alle tragiske Roller. Hun seer ud, som en lille sort Kaffekande, der er kogt over! Det er høist morsomt at høre hvor Folk ere blevne italienske, de raabe bravo, -va, -vi! tuti bis! & forleden hørte jeg to kjøbenhavnske Madammer sige i Forsalen, i det de gik: “det er løierligt! naar man vil at Italienerne skulle synge nok engang saa raaber man ”Kis!” til dem!