– Hoftheatret. Signora Carlotta Pescatori gjorde ikke synderlig Opsigt i de Roller, der af Directeuren for det nu opløste italienske Operaselskab tildeeltes hende at udføre. Og hvorved skulde hun vække Opsigt? Ved Sangpartiets Udførelse? Nei. Rollernes Beskaffenhed var i Reglen ikke til Hinder for, at jo en stum Person kunde have udført dem. Og naar man nu ikke er ganske stum, men derimod taler ret anstændigt i flere Tungemaal, saa tænker man undertiden paa, at den dog egenligt er løierligt saadan at agere stum. Saaledes tænkte maaskee Signora Carlotta Pescatori. Og hun kunde nu desuden spille Piano. Og saa fik hun en Concert arrangeret paa Hoftheatret med Assistence af flere Assistenter. Hun blev endogsaa forlods anbefalet af “Berlingske” der havde seet Documenterne efter, og saaledes forsikkret sig om, at Frøken Carlotta v. Fischer de Tiefensen havde gjort Lykke som Pianistinde, og af ”Flyveposten” hos hvem man jo nuomstunder maa søge Protektion, hvis man ønsker at optages i Lauget blandt te danske Skjønaander par excellence eller attraaer en Anbefaling hos det dannede Publikum, der med Andagt læser Bladets Konstkritiker. Frøken Fischer godtgjorde i Sandhed, at Publikum havde været uretfærdig i sin Dom, hvis det havde antaget om hende, at hun i artistisk Henseende var en complet Nullitet. Om den unge Dames Stemme end ikke udmærker sig ved nogen vidunderlig Grad af Kraft og Fylde, – Methoden er dog ikke uden Smag, Foredraget og Udtrykket undertiden tiltalende. Heldigt vilde det i alle Henseender være, om man paa en Concert maatte fritages for at høre saadanne Ting foredragne, til hvis rette Udførelse og Opfattelse fordres den dramatiske Anskuelighed. Det er dog aldeles utaaleligt at skulle høre og see en Elvire (Mozars Elvire!) staaende i en stram Silkekjole med Noderne i Haanden. Slige horrento Smagløsheder burde ikke taales af Publikum; det er en Feil, som man nu engang har Lov til at ønske rettet, som man nu engang har Lov til at ville have forandret. – Paa Pianoet besidder Frøken Fischer megen Færdighed; hendes Anslag er correct og dristigt. Derimod skorter del en Deel paa Blødhed og Qvindelighed i Opfattelsen. Den Thalbergske Composition blev ikke ganske gjengivet med Thalbergs Elegance og Ro i Foredraget. Pianistinden staaer i sin Konst høiere end de fleste af de Virtuoser, vi i de senere Aar have havt Leilighed til høre offenligt. Der kan saaledes fornuftigviis ingen Sammenligning opstilles mellem hende og ”Hr. Pianist Behrendt”, uden til betydelig Dissaveur for den sidste. – Hr Smith af det Langeske Selskab fortalte det bekjendte aandfulde Andersenske Eventyr ”Nattergalen”. Det faldt os i den Anledning ind at foreslaae den kgl. Theaterdirection og Bestyrelsen for Casino, om muligt, at foranstalte et Bytte- og Mageskifte mellem Hr. Hultman-Smith og Hr. Casino-Smith. Den Første passede, i Følge sine konstneriske Anlæg, bedre for Casino end for det kgl. Theater, og omvendt med Hensyn til den Anden. Da vi nu tillige erkjende det Billige i, at Theaterdirectionen maatte give noget i Bytte, saa foreslaae vi at lade Kammerassessorens ”Reise-Eventyr” gaae med i Kjøbet.